13 ugers opdatering

Jeg har nu været her i 13 uger. Det har været 13 spændende og lærerige uger. Sofie og jeg vågner op hver morgen og er spændte på hvad en ny dag vil byde på.

Vi besøgte forrige weekend Masindi-pigerne. Michelle og jeg har besluttet at arbejde sammen til UMD eksamen, og vi vil derfor lave et musik-forløb med børnene på børnehjemmet. Det blev desværre ikke til noget p.g.a. dårligt vejr, så Sofie og jeg tager tilbage indenfor det næste stykke tid. 

Vores tur hjem blev dog noget af en oplevelse, da bussen lige var kørt og vi derfor skulle få to timer til at gå. Vi var trætte, sultne og uoplagte, og blev glade da bussen kom, jeg har dog aldrig oplevet en menneskemængde være så masende og barbariske, de råbte, skreg og bedte, man skulle tro det var den sidste bus de nogensinde ville få at se og vi kom selvfølgelig ikke med. Vi blev 15 minutter efter samlet op af en taxa, nu så vi endelig en mulighed for at komme hjem. Men jeg er dog ikke villig til at komme hjem for enhver pris. Chaufførene er ret pengegriske hernede. Vi skulle samles 12 mennesker i en 6 personers bil, der satte jeg grænsen! Det endte med Sofie og jeg blev smidt ud, og stod nu igen uden en kørelejlighed hjem. Der kom en mand, der syntes vi var blevet behandlet uretfærdigt, der fandt en taxa, hvor vi kunne sidde en mand pr. sæde og så gik turen ellers hjem mod Arua. Det tog os over 8 timer at komme hjem fra Masindi, hvilket jeg bestemt ikke ser frem til om kort tid igen, men man kan efterfølgende kun grine af det, vi er jo trods alt i Afrika.

Vi har fået færdiggjort vores malerarbejde på hospitalet, og er nu begyndt at sy på Life Stitches. Life Stitches ligger på hospitalets område, hvor de HIV-ramte kvinder kommer for at lære at sy og de så på sigt kan leve af dette. Vores tanke er at sy nogle ting, som vi vil sælge til vores familier og donere disse penge til Life Stitches.

I fredags besøgte vi radiostationen Arua One. Ritas søn, Patrick, arbejder på radiostationen. Han ønskede at lave et lille indlæg med os, som udgjorde en præsentation af os selv. Herudover blev vi opfordret til at rose og anbefale radio stationen til alle lytterne og afsluttende skulle vi oversætte deres motto til dansk. Det var en sjov oplevelse, og samtidig opleve det fællesskab der er på en radiostation, og hvor meget kropssprog og mimik der bliver brugt selvom det kun er stemmen der kan høres.

Vi har i weekenden været i Kampala, som har været en af de hyggeligste weekender jeg længe har haft. Sofie og jeg ankom sidst på eftermiddagen efter en 8 timers lang bustur. Vi tog som det første på en café som minder om McDonalds  virkelig lækkert og en god afveksling fra alle bønnerne. Vi besøgte bowlingcenteret i Garden City, vi tog på casino, og fik som det sidste en lækker body skrub, inden bussen gik tilbage til Arua.

I Kampala fik vi købt et myggenet der er formet som et telt, så nu sover vi under åben himmel hjemme hos Rita. Jeg har haft søvnproblemer her siden jeg kom, men den køllige sommerluft gør jeg næsten sover igennem om natten nu, det burde alle prøve, det skønt at falde i søvn under de klareste stjerner og vågne op til en blå himmel og fuglefløjt.

Sofie og jeg har skiftet klasse, da vi ikke syntes vi fik en større faglig viden af at være i middleclass. Det er en spændende forandring. Det virker til læreren gider børnene og børnene er glad for deres lærer. Der er gensidige smil. Læren er autoritær, men samtidig meget lyttende og engageret i børnene, hvilket er tydeligt at mærke på hele atmosfæren. Vi er meget spændte på at se hvad vi kan opnå her.

Jeg er så småt begyndt at opdatere mine læringsmål, så hold øje med opslaget ”læringsmål”.

Tak for i læste med og på gensyn!

Beskrivelse af min hverdag

Beskrivelse af min hverdag.

Jeg står op mellem 6.30-7.00, alt efter om jeg kan tage mig sammen til at komme ud at løbe. 

Morgenmaden bliver lavet klar til kl 7.30 hvor de laver et æg til os, og sørger for vi har appelsiner så vi kan få friskpresset appelsin, ja vi har det luksus. Vi sørger selv for mælk og müsli. 

Omkring kl. 8 går vi mod skolen, hvor vi altid møder nogle elever på vejen, da vi bor i samme nabolag. 

Vi samles til morgenbøn (som tidligere skrevet i det tidligere oplæg) kl. 8.15, som tager tyve minutters tid. Herefter begynder vi at undervise, indtil kl. 10. Som tidligere nævt bestræber vi os på at lave tavleundervisning i højst en halv time. Resten af tiden bruger vi på musik, sang og bevægelse, som er det børnene er mest optaget af. Aktiviterne kan man sagtens lave læringsrige. Vi har eksempelvis spillet banko med børnene hvor de øvede sig i tal samtidig. 

Kl. 10 går de ud til pause hvor skolegården er til fri afbenyttelse, det er kun fantasien der sætter grænser. Sofie og jeg har delt os op i to hold og batlet mod hinanden, hvor vi har brugt alle muskler, balancen, energiniveauet var højt og børnene havde en fest. Vi hopper også i elastiksnor

, spiller fodbold, sjipper, spiller bowling eller leger fangeleg eller kongens efterfølger, andre dage sidder vi i skyggen og synger sange eller snakker med børnene om oplevelser de vil indvige os i. Kl. 10.30 går de ind og spiser og herefter leger til kl. 11, hvor undervisningen igen begynder og varer til kl. 12.30.

Vi plejer at dele dagen op i to, hvor vi om formiddagen har matematik og om eftermiddagen underviser dem i engelsk (eller omvendt), og her er det igen kun fantasien der sætter grænser. I matematik har vi haft om geometri, talt kropsdele, lavet et antal bevægelser mens vi tæller, vi kan tælle mens vi sjipper i bue, de kan få en opgave om at gå ud at samle 5 forskellige ting, de skal komme ind og vise til hinanden, vi bygger med lego og tæller delene, puster sæbebobler og tæller antallet, m.v. I engelsk handler det ligeledes om at være kreativ. Her har vi lavet historier der bliver læst op hvor vi enten snakker om den, eller tegner det der fangede vores interesse, vi har tegnet vores familier og skrevet gloser til. Vi har øvet os i at skrive dyrenavne og i forlængelse af dette leget memory, hvor vi skal agere som forskellige dyr og parres op med hinanden, tegnet alfabetet vi kan pynte klasselokalet med, m.v. 

Sprogbarrieren har en stor betydning for vores relation til de andre lærere, som er ringe. De snakker afrikansk indbyrdes, så kommunikationen er ret fattig. Men vores rolle er ligeså af betydning, da vi bekymrer os om og trøster børnene, samt leger med dem, hvorimod lærerne sidder i skyggen og holder opsyn.   

Kl. 13 går vi hjem og spiser frokost. Vi kommer hjem til et frokostbord bestående af pasta, kartofler eller ris med dertilhørende bønner, og nogle gange er der tun, pølser eller kyllingepålæg til.

Vores eftermiddage afhænger af energiniveauet. Vi tager tit over på hospitalert til ved en 18-tiden. Her har vi vores malerjobs, som vi stadig knokler med at få færdigt, (vi mangler kun et rum). Vi besøger også børnetårnet, som er et sted børnene kan komme og blive aktiveret mens forældrene er under behandling på

hospitalet. Andre eftermiddage bruger vi på skolen, hvor vi enten observerer eller deltager i undervisningen i primary, som er i skole til op til 17.30, forbereder nogle aktiviteter til den efterfølgende dag, eller maler. Vi elsker at være kreative hernede og bruge tiden aktivt, derudover elsker børnene også vores indsats, hvilket giver en endnu større lyst til at yde lidt ekstra. Når vi derimod er trætte og uoplagte bliver vi hjemme og hygger med familien og forebereder os til den efterfølgende dag. Sofie og jeg bruger meget tid på verandaen når vi er hjemme, hvor vi læser, hører musik eller ser nogle filmklip (hvis vi har nok strøm fra solcellen), eller spiller kort med børnene.

Omkring kl. 20 spiser vi aftensmad. Maden består her af kartofler, ris eller pasta (til os) med en kødbolle, kylling, pølser eller fisk til, og selvfølgelig de eftertragtede bønner. Man vænner sig hurtigt til maden hernede, men vil da være ærlig at fortælle at det bliver dejligt at komme hjem til et supermarked, der byder på mange muligheder og varieret mad. Da vi er gæster, får vi altid besked på at tage først, men vi ved at det mad vi efterlader, får børnene, derfor spiser vi os aldrig mætte, hvilket kan føre til usunde spisevaner (kiks, chips, chokolade), vi har dog ikke taget noget på, men desværre heller ikke tabt os. Hvis vi har været på farten hele dagen, bruger vi lige en halv time efter aftensmaden på at forberede til den efterfølgende skoledag, ellers går vi i seng og slapper af med en bog, film, eller historiefortællinger.

Weekenderne bliver brugt på skolemøder, frivilligt arbejde, hygge med familien, solbadning på White Castle, en shoppingtur til Kampala eller oplevelser med de andre. I forrige weekend var vi ude og rafte på Nilen, tæt ved Jinja. Det var en overvældende oplevelse. Vi blev instrueret i sikkerhedsreglerne, skrev under på, hvis vi gik bort under turen, var det under eget ansvar, og efterfølgende blev vi kastet ud i bølgerne i en gul gummibåd med en guide, og så var en 5 timers rotur ellers igang. Vi klarede det første vandfald til UG og var helt op at køre i et adrenalinrus og sultne på flere udfordringer. Det næste vandfald, som også var det største, kostede tre af os fatningen og vi røg ud. Alting kører rundt i dit hoved.

Jeg anede ikke hvordan jeg var røget ud, eftersom jeg holdt fast, panikken over jeg ikke kunne komme ind til højre side som vi var blevet instrueret i, voksede i takt med jeg flød længere og længere ud i de store bølger, jeg kunne ikke orientere mig, min vejrtrækning galoperede afsted i takt med jeg ikke kunne få luft mellem de enorme bølger, jeg var lammet af frygt, men i et øjebliks klarsyn, fandt jeg kontrollen, jeg huskede sikkerhedsinstrukserne, vi var blevet lært i tidligere; 1. gå ikke i panik, 2. tænk klart, 3. træk vejret 4. læg dig med benene fremad, 5. nyd turen, og jeg flød resten af turen ned af vandfaldet og blev samlet op af en redningskajak. Jeg var rædselsslagen for hvad resten af turen bød på, men jeg vidste jeg blev nødt til at gennemføre turen, hvilket jeg på ingen måder fortryder. Turen var fantastisk, og jeg lærte at holde hovedet koldt i sindsoplevende situationer, hvilket jeg helt sikkert kan bruge videre hen i min karriere.

I fredags fik vi spillet den fodboldturnering vi havde arrangeret for primary og topclass. Vi fik fanget deres interesse, hvilket vi til tider har svært ved. Stemningen var overvældende. Elerverne gik op i det med liv og sjæl og de resterende der ikke spillede, dansede, sang, skreg, klappede og lavede den mest fantastiske stemning. En kamp bestod af syv spillerede og varede syv minutter.

Vi observerede lærerne gik meget op i hvilken klasse der ville vinde. De mente ikke topclass kunne spille, fordi de umuligt kunne vinde over primary. Topclass vandt deres første kamp, så den fordom fik vi hurtigt malet til jorden. P5 som er en klasse bestående af en dreng og resten piger, kunne heller ikke spiller, fordi der kun var denne ene dreng, piger kan jo ikke spille fodbold. Efter en lang diskussion med klassen måtte Sofie springe til, da de mente det ville være fair. Klassen scorede da også et mål, det var ikke nok til at sende dem videre, men de var glade, og vi har i dag set nogle af pigerne være med til at spille fodbold i pausen. Det var skønt med endnu en succes, og P6 som vandt turneringen var stolte og bar vores hjemmelavet medaljer med stolthed.

Det har som sagt været hårdt at være de første hvide ansatte på skolen, men det har også været en god mulighed for os, ved vi udelukkende har kunnet sætte vores eget præg, eftersom de ikke har oplevet vores arbejdsmetoder før. Vi har kunnet udsmykke skolen som vi har haft lyst til, og børnene har været glade for vores aktiviteter, da de ikke har prøvet noget lignende før.    

Jeg kan kun anbefale denne oplevelse, jeg har opdaget så uendelig mange ting, små som store, som jeg ikke ville være foruden, både positivt og negativt.

Tak for i læste med og på gensyn!