lørdag den 21. december 2013

Last day at school.

Så fik Sofie og jeg afsluttet skolen. Hold nu op hvor var det en kæmpe oplevelse. Dagen bestod i at fejre Topclass, som havde bestået nursery og efter juleferien rykker op i primary. Jeg vil prøve at beskrive festligheden for jer, men den kan dårligt beskrives med ord. Dagen startede kl. 8, hvor vi mødte ind på skolen. Vi kom til en skolegård der var pyntet op med telte, sløjfer, balloner og siddepladser til nok omkring 100 mennesker. Vi blev opfordret til at klæde os i de samme dragter som afgangseleverne, hvilket vi selvfølgelige gjorde med et smil. Børnene har ikke mødepligt denne dag, men de ønsker selvfølgelig at deltage i festlighederne. Omkring kl. 10 blev vi hentet af en stor turistbus, som kørte os alle (lærer, børn og forældre) til byen. Her blev vi mødt af et orkester, som ledsagede os i en parade gennem hele byen. Vi gik i små to timer, hvor topclass eleverne stolt bliver vist frem og hyldet. Politiet gik med os under hele turen og sørgede for vi ikke blev afbrudt af trafikken. Efter paradegangen er der en ceremoni på skolen, som varede ca. 6 timer. Vi startede ud med en gudstjeneste og efterfølgende bliver der holdt taler, sagt flotte ord til skolens ledelse, lærerne bliver takket for deres flotte arbejde, og topclass eleverne optræder og underholder med musik og dans. Sofie og jeg blev flere gange takket for vores engagement og tilstedeværelse, hvilket vi stadig har svært ved at vænne os til, det med at blive fremhævet hele tiden, og især i så store befolkninger. Vi afsluttede festdagen med et stort tag-selv bord, fik taget nogle fællesbilleder, både til skolen, men der kom også forældre og spurgte om de kunne få billeder med os og deres børn. Dagen var i bund og grund en kæmpe oplevelse, især paraden, Aruas indbyggere sang, dansede og fejrede vores afgangselever på bedste vis. Tak for i læste med og på gensyn!

onsdag den 18. december 2013

Om kulturen

Jeg vil i dette indlæg fortælle jer lidt om kulturen her i det nordlige Uganda.
Den skole jeg arbejder på, Happy Day Nursery School, er der plads til forskellighed. Skolens flertal af både børn og de ansatte er kristne, og lige pt. er der ingen muslimer, som året forinden. Men alligevel holder de stadig både de kristne og muslimske helligdage ved lige, da de finder det vigtigt at imødekomme begge kulturer. Der bliver snakket om Gud som en helhed i undervisningen, men der bliver ikke uddybet hvilken gud der er på tale.
Som nævnt tidligere havde vi fri på den muslimske festdag Eid, og skolen holder ligeledes lukket
julen over, ved påske og på de andre kristne helligdage.

Vi har ligeledes deltaget i festlighederne på Independence Day, hvor de forskellige skoler i distriktet blev repræsenteret med fest og paradegang.
Forældrene på skolen lever et middelklasse liv, hvor de har nok til dagen og vejen. Der er ikke noget stort økonomisk skel mellem forældrene, hvilket gør alle er lige og alle bliver respekteret og behandlet ens. Sult og fejlernæret børn er heldigvis ikke et stort problem blandt skolens børn.
Penge er ikke alt, men de er svære at undvære når man driver en virksomhed, så skolen er underlagt en form for forskelsbehandling. De forældre som har flere børn i skolen og derved betaler flere penge, forventer at blive fremhævet og hædret, hvilket de også bliver. Penge er lig med respekt.

De fejre jul, påske, pinse, halloween, jul og nytår. Deres festligheder fejres med sang, musik, dans og samvær med familien, præcis som vi kender det hjemmefra. Der er dog forskel, eksempelvis lader vi op til jul i hele december måned, i Uganda fejre de kun julen en dag og så er den overstået igen. Der bliver gået i kirke, spist mad, hygget med familien og børnene kan være heldige at blive fejret med gaver.
På skolen fejre vi ikke som sådan festdagene, andet end med fridage! Vi har varmet op til julen ved at synge et par julesange.
En festdag de derimod fejre er når topclass graduere, hvor ceremonien forløber over 10 timer.

Der er som tidligere nævnt ingen forældrekontakt i form af møder eller andre aktiviteter. Forældrene betaler kontingenterne til skolen men involverer sig ikke udover det. Jeg har observeret at lærerne snakker med forældrene udenfor skolen, da distriktet vi bor, i er lille, derved får forældrene indblik i børnenes skolegang.
Forældrene bliver inddraget hvis barnet er sygt og bliver ringet hjem, men målmøder som vi kender det hjemmefra, er ikke noget som er i fokus, hvilket vi har forslået kunne være en god ting.

For lige kort at repetere, er lærerne ikke underlagt krav til deres undervisning, andet end de følger de 12 kriterier som børnene skal undervises i, hvordan de ønsker at undervise er op til dem selv. Inspektøren hævder stadig at skolen ikke er underlagt krav oppefra, da det er en privat eget institution, hvilket jeg stadig tvivler på, da de burde skulle dokumentere resultaterne af undervisningen for at få et nyt undervisnings bevis, der skal fornyes jævnligt. Sofie og jeg har prøvet at stille spørgsmål til lærernes undervisningsmetoder, men da lærerne ikke bruger tid på refleksion, har vi kun i ringe udfald fået svar på vores furundring.

I Uganda er det de voksne der kommer i første række og derefter børnene. Forældrene forsørger børnene og derfor skal børnene være taknemmelige og vise det i form af at opvarte de voksne.
Børnene skal lærer og forstå gennem hård disciplin da det er nemmest, ressourcesparende og hurtigst. Læringsmetoderne er simple, lærerne er børnenes forbillede, de skal bare gøre som dem!
Der bliver ikke fokuseret på det enkelte barn, det er klassen som helhed der skal bestå, hvis et barn falder udenfor mængden, bliver det overladt til sig selv og overset hvortil det er familiens ansvar at få rettet op på barnets uhensigtsmæssige adfærd.

Vi har erfaret fra vores værtsfamilie at børnene bliver inddraget til at skulle hjælpe til i hjemmet. Børnenes lege bliver tit afbrudt pga. pligter, hvilket er rigtig ærgeligt, da børnene i en meget tidlig alder begynder at agere som en voksen, uden tid til leg og fordybelse i fantasien.
Børnene lærer i en tidlig alder at klare sig selv og vi ser ikke den samme tætte tilknytning mellem barn og forældre som vi ser det i Danmark.

Tak for i læste med og på gensyn!

torsdag den 21. november 2013

13 ugers opdatering

Jeg har nu været her i 13 uger. Det har været 13 spændende og lærerige uger. Sofie og jeg vågner op hver morgen og er spændte på hvad en ny dag vil byde på.

Vi besøgte forrige weekend Masindi-pigerne. Michelle og jeg har besluttet at arbejde sammen til UMD eksamen, og vi vil derfor lave et musik-forløb med børnene på børnehjemmet. Det blev desværre ikke til noget p.g.a. dårligt vejr, så Sofie og jeg tager tilbage indenfor det næste stykke tid.

Vores tur hjem blev dog noget af en oplevelse, da bussen lige var kørt og vi derfor skulle få to timer til at gå. Vi var trætte, sultne og uoplagte, og blev glade da bussen kom, jeg har dog aldrig oplevet en menneskemængde være så masende og barbariske, de råbte, skreg og bedte, man skulle tro det var den sidste bus de nogensinde ville få at se og vi kom selvfølgelig ikke med. Vi blev 15 minutter efter samlet op af en taxa, nu så vi endelig en mulighed for at komme hjem. Men jeg er dog ikke villig til at komme hjem for enhver pris. Chaufførene er ret pengegriske hernede. Vi skulle samles 12 mennesker i en 6 personers bil, der satte jeg grænsen! Det endte med Sofie og jeg blev smidt ud, og stod nu igen uden en kørelejlighed hjem. Der kom en mand, der syntes vi var blevet behandlet uretfærdigt, der fandt en taxa, hvor vi kunne sidde en mand pr. sæde og så gik turen ellers hjem mod Arua. Det tog os over 8 timer at komme hjem fra Masindi, hvilket jeg bestemt ikke ser frem til om kort tid igen, men man kan efterfølgende kun grine af det, vi er jo trods alt i Afrika.

Vi har fået færdiggjort vores malerarbejde på hospitalet, og er nu begyndt at sy på Life Stitches. Life Stitches ligger på hospitalets område, hvor de HIV-ramte kvinder kommer for at lære at sy og de så på sigt kan leve af dette. Vores tanke er at sy nogle ting, som vi vil sælge til vores familier og donere disse penge til Life Stitches.

I fredags besøgte vi radiostationen Arua One. Ritas søn, Patrick, arbejder på radiostationen. Han ønskede at lave et lille indlæg med os, som udgjorde en præsentation af os selv. Herudover blev vi opfordret til at rose og anbefale radio stationen til alle lytterne og afsluttende skulle vi oversætte deres motto til dansk. Det var en sjov oplevelse, og samtidig opleve det fællesskab der er på en radiostation, og hvor meget kropssprog og mimik der bliver brugt selvom det kun er stemmen der kan høres.

Vi har i weekenden været i Kampala, som har været en af de hyggeligste weekender jeg længe har haft. Sofie og jeg ankom sidst på eftermiddagen efter en 8 timers lang bustur. Vi tog som det første på en café som minder om McDonalds virkelig lækkert og en god afveksling fra alle bønnerne. Vi besøgte bowlingcenteret i Garden City, vi tog på casino, og fik som det sidste en lækker body skrub, inden bussen gik tilbage til Arua.

I Kampala fik vi købt et myggenet der er formet som et telt, så nu sover vi under åben himmel hjemme hos Rita. Jeg har haft søvnproblemer her siden jeg kom, men den køllige sommerluft gør jeg næsten sover igennem om natten nu, det burde alle prøve, det skønt at falde i søvn under de klareste stjerner og vågne op til en blå himmel og fuglefløjt.

Sofie og jeg har skiftet klasse, da vi ikke syntes vi fik en større faglig viden af at være i middleclass. Det er en spændende forandring. Det virker til læreren gider børnene og børnene er glad for deres lærer. Der er gensidige smil. Læren er autoritær, men samtidig meget lyttende og engageret i børnene, hvilket er tydeligt at mærke på hele atmosfæren. Vi er meget spændte på at se hvad vi kan opnå her.

Jeg er så småt begyndt at opdatere mine læringsmål, så hold øje med opslaget ”læringsmål”.

Tak for i læste med og på gensyn!

mandag den 4. november 2013

Beskrivelse af min hverdag

Beskrivelse af min hverdag.

Jeg står op mellem 6.30-7.00, alt efter om jeg kan tage mig sammen til at komme ud at løbe.

Morgenmaden bliver lavet klar til kl 7.30 hvor de laver et æg til os, og sørger for vi har appelsiner så vi kan få friskpresset appelsin, ja vi har det luksus. Vi sørger selv for mælk og müsli.

Omkring kl. 8 går vi mod skolen, hvor vi altid møder nogle elever på vejen, da vi bor i samme nabolag.

Vi samles til morgenbøn (som tidligere skrevet i det tidligere oplæg) kl. 8.15, som tager tyve minutters tid. Herefter begynder vi at undervise, indtil kl. 10. Som tidligere nævt bestræber vi os på at lave tavleundervisning i højst en halv time. Resten af tiden bruger vi på musik, sang og bevægelse, som er det børnene er mest optaget af. Aktiviterne kan man sagtens lave læringsrige. Vi har eksempelvis spillet banko med børnene hvor de øvede sig i tal samtidig.

Kl. 10 går de ud til pause hvor skolegården er til fri afbenyttelse, det er kun fantasien der sætter grænser. Sofie og jeg har delt os op i to hold og batlet mod hinanden, hvor vi har brugt alle muskler, balancen, energiniveauet var højt og børnene havde en fest. Vi hopper også i elastiksnor

, spiller fodbold, sjipper, spiller bowling eller leger fangeleg eller kongens efterfølger, andre dage sidder vi i skyggen og synger sange eller snakker med børnene om oplevelser de vil indvige os i. Kl. 10.30 går de ind og spiser og herefter leger til kl. 11, hvor undervisningen igen begynder og varer til kl. 12.30.

Vi plejer at dele dagen op i to, hvor vi om formiddagen har matematik og om eftermiddagen underviser dem i engelsk (eller omvendt), og her er det igen kun fantasien der sætter grænser. I matematik har vi haft om geometri, talt kropsdele, lavet et antal bevægelser mens vi tæller, vi kan tælle mens vi sjipper i bue, de kan få en opgave om at gå ud at samle 5 forskellige ting, de skal komme ind og vise til hinanden, vi bygger med lego og tæller delene, puster sæbebobler og tæller antallet, m.v. I engelsk handler det ligeledes om at være kreativ. Her har vi lavet historier der bliver læst op hvor vi enten snakker om den, eller tegner det der fangede vores interesse, vi har tegnet vores familier og skrevet gloser til. Vi har øvet os i at skrive dyrenavne og i forlængelse af dette leget memory, hvor vi skal agere som forskellige dyr og parres op med hinanden, tegnet alfabetet vi kan pynte klasselokalet med, m.v.

Sprogbarrieren har en stor betydning for vores relation til de andre lærere, som er ringe. De snakker afrikansk indbyrdes, så kommunikationen er ret fattig. Men vores rolle er ligeså af betydning, da vi bekymrer os om og trøster børnene, samt leger med dem, hvorimod lærerne sidder i skyggen og holder opsyn.

Kl. 13 går vi hjem og spiser frokost. Vi kommer hjem til et frokostbord bestående af pasta, kartofler eller ris med dertilhørende bønner, og nogle gange er der tun, pølser eller kyllingepålæg til.

Vores eftermiddage afhænger af energiniveauet. Vi tager tit over på hospitalert til ved en 18-tiden. Her har vi vores malerjobs, som vi stadig knokler med at få færdigt, (vi mangler kun et rum). Vi besøger også børnetårnet, som er et sted børnene kan komme og blive aktiveret mens forældrene er under behandling på

hospitalet. Andre eftermiddage bruger vi på skolen, hvor vi enten observerer eller deltager i undervisningen i primary, som er i skole til op til 17.30, forbereder nogle aktiviteter til den efterfølgende dag, eller maler. Vi elsker at være kreative hernede og bruge tiden aktivt, derudover elsker børnene også vores indsats, hvilket giver en endnu større lyst til at yde lidt ekstra. Når vi derimod er trætte og uoplagte bliver vi hjemme og hygger med familien og forebereder os til den efterfølgende dag. Sofie og jeg bruger meget tid på verandaen når vi er hjemme, hvor vi læser, hører musik eller ser nogle filmklip (hvis vi har nok strøm fra solcellen), eller spiller kort med børnene.

Omkring kl. 20 spiser vi aftensmad. Maden består her af kartofler, ris eller pasta (til os) med en kødbolle, kylling, pølser eller fisk til, og selvfølgelig de eftertragtede bønner. Man vænner sig hurtigt til maden hernede, men vil da være ærlig at fortælle at det bliver dejligt at komme hjem til et supermarked, der byder på mange muligheder og varieret mad. Da vi er gæster, får vi altid besked på at tage først, men vi ved at det mad vi efterlader, får børnene, derfor spiser vi os aldrig mætte, hvilket kan føre til usunde spisevaner (kiks, chips, chokolade), vi har dog ikke taget noget på, men desværre heller ikke tabt os. Hvis vi har været på farten hele dagen, bruger vi lige en halv time efter aftensmaden på at forberede til den efterfølgende skoledag, ellers går vi i seng og slapper af med en bog, film, eller historiefortællinger.

Weekenderne bliver brugt på skolemøder, frivilligt arbejde, hygge med familien, solbadning på White Castle, en shoppingtur til Kampala eller oplevelser med de andre. I forrige weekend var vi ude og rafte på Nilen, tæt ved Jinja. Det var en overvældende oplevelse. Vi blev instrueret i sikkerhedsreglerne, skrev under på, hvis vi gik bort under turen, var det under eget ansvar, og efterfølgende blev vi kastet ud i bølgerne i en gul gummibåd med en guide, og så var en 5 timers rotur ellers igang. Vi klarede det første vandfald til UG og var helt op at køre i et adrenalinrus og sultne på flere udfordringer. Det næste vandfald, som også var det største, kostede tre af os fatningen og vi røg ud. Alting kører rundt i dit hoved.

Jeg anede ikke hvordan jeg var røget ud, eftersom jeg holdt fast, panikken over jeg ikke kunne komme ind til højre side som vi var blevet instrueret i, voksede i takt med jeg flød længere og længere ud i de store bølger, jeg kunne ikke orientere mig, min vejrtrækning galoperede afsted i takt med jeg ikke kunne få luft mellem de enorme bølger, jeg var lammet af frygt, men i et øjebliks klarsyn, fandt jeg kontrollen, jeg huskede sikkerhedsinstrukserne, vi var blevet lært i tidligere; 1. gå ikke i panik, 2. tænk klart, 3. træk vejret 4. læg dig med benene fremad, 5. nyd turen, og jeg flød resten af turen ned af vandfaldet og blev samlet op af en redningskajak. Jeg var rædselsslagen for hvad resten af turen bød på, men jeg vidste jeg blev nødt til at gennemføre turen, hvilket jeg på ingen måder fortryder. Turen var fantastisk, og jeg lærte at holde hovedet koldt i sindsoplevende situationer, hvilket jeg helt sikkert kan bruge videre hen i min karriere.

I fredags fik vi spillet den fodboldturnering vi havde arrangeret for primary og topclass. Vi fik fanget deres interesse, hvilket vi til tider har svært ved. Stemningen var overvældende. Elerverne gik op i det med liv og sjæl og de resterende der ikke spillede, dansede, sang, skreg, klappede og lavede den mest fantastiske stemning. En kamp bestod af syv spillerede og varede syv minutter.

Vi observerede lærerne gik meget op i hvilken klasse der ville vinde. De mente ikke topclass kunne spille, fordi de umuligt kunne vinde over primary. Topclass vandt deres første kamp, så den fordom fik vi hurtigt malet til jorden. P5 som er en klasse bestående af en dreng og resten piger, kunne heller ikke spiller, fordi der kun var denne ene dreng, piger kan jo ikke spille fodbold. Efter en lang diskussion med klassen måtte Sofie springe til, da de mente det ville være fair. Klassen scorede da også et mål, det var ikke nok til at sende dem videre, men de var glade, og vi har i dag set nogle af pigerne være med til at spille fodbold i pausen. Det var skønt med endnu en succes, og P6 som vandt turneringen var stolte og bar vores hjemmelavet medaljer med stolthed.

Det har som sagt været hårdt at være de første hvide ansatte på skolen, men det har også været en god mulighed for os, ved vi udelukkende har kunnet sætte vores eget præg, eftersom de ikke har oplevet vores arbejdsmetoder før. Vi har kunnet udsmykke skolen som vi har haft lyst til, og børnene har været glade for vores aktiviteter, da de ikke har prøvet noget lignende før.

Jeg kan kun anbefale denne oplevelse, jeg har opdaget så uendelig mange ting, små som store, som jeg ikke ville være foruden, både positivt og negativt.

Tak for i læste med og på gensyn!

søndag den 20. oktober 2013

Institutionens pædagogik

Institutionens pædagogik.

Vi har nu været i Uganda i 62 dage, hver dag har været forskellig, med nye og anderledes oplevelser. Der er sket meget på de dage jeg har været her, både fagligt men også personligt. Jeg lærer nye sider af mig selv at kende, overskrider grænser jeg ikke anede kunne rykkes, og så har jeg været nødsaget til at klare mig selv, både fysisk men også følelsesmæssigt.

Det er længe at være væk fra sit hjem, du er i bund og grund alene på dette eventyr, så du bliver nødt til at stole på dig selv, have tillid til, at det du udretter, er det rigtige, og den beslutning du tager, er det bedste valg. Der er heldigvis mange morgener hvor jeg vågner op med et smil på læben, klar til en ny eventyrlig dag, klar til at gøre en forskel og klar til at yde omsorg om alle de skønne børn der beriger min hverdag. Jeg vågner dog også op ind imellem og lægtes efter min hverdag i Danmark, mine faste rammer, min familie og den kultur jeg er vant til, ind imellem bliver der talt dage til jeg skal hjem, men så det fantastisk Skype er opfundet, familien er heldigvis ikke længere væk end et telefonopkald. Men der er stadig ingen tvivl om at Afrika er et vidunderligt land, og den største oplevelse jeg endnu til dags har oplevet.

Skolen er stadig en udfordring, men der kan mærkes en forskel fra dag til dag. Vi kommer tættere ind på børnene for hvert smil vi giver. Vi kan mærke vores undervisningsform passer til deres indlæringsniveau, hvilket lærerne aktivt følger med i og tager til sig. Nursery lærerne og os har meget til fælles, da deres uddannelse er den uddannelse der ligger tættest op af pædagoguddannelsen i Danmark. De mangler stadig nogle kompetencer (set ud fra mit synspunkt), for at kunne varetage barnets tarv på en fyldesgørende måde. Jeg oplever at de overser barnets små signaler.

Vi har en pige i vores klasse, hvor det tyder på hun lider et svigt hjemmefra (hvilket kun er en antagelselse). Hun går til og fra skole selv, hvor de fleste bliver hentet, hun skal se hendes omgivelser an hver eneste dag før hun danner en relation. Hun er til tider voldelig overfor de andre børn, når hun bliver irettesat og får fortalt reglerne for en god opførsel på skolen reagerer hun med gråd, stædighed eller vold.

Vi var vidner til en episode, hvor hun brød ud i gråd i timen da de sad og lavede en opgave i deres kladdehæfte. Vi var nyankomne til skolen, og vores forståelsesbaggrund var minimal. Vi prøvede at snakke med hende og vores intention var at hjælpe hende igennem opgaven, hun ville ikke snakke med os, hvortil læren og de 30 andre børn begyndte at synge et rim og pege fingre af hende, som naturligvis på ingen måde gjorde situationen bedre. Slutteligt fik hun af vide hun skulle holde op med at græde, da det er et tegn på dårlig opførsel. Vi har efterfølgende fundet ud af denne pige tit bliver ked af det, når hun ikke kan præstere til perfektion.

Uddannelse på stedet er delt op i to sektioner. Alle lærerne har taget en grundlæggende uddannelse, som har taget to år. Det foregår et sted her i området, som vi har fået lov til at besøge. Primary lærerne har herudover taget et efterkursus på et år, hvor deres lærring bliver udvidet, så de kan undervise på et højere niveau end nursery lærerne.

Vi mangler i høj grad at lærerne sætter ord og forklaring på deres handlinger. Når vi spørg ind til måden de agerer på, griner de og enten siger ”vi gør bare som vi gør, det virker” eller besvarer vores spørgsmål med et spørgsmål om hvordan vi gør i Danmark. Ligeledes er det også sjældent at børnene får en forklaring på hvorfor lærerne gør som de gør.

Vi har fået arrangeret et personale-møde på mandag, hvor vi håber på at få et større indblik i deres professionsbevidsthed, måske de vil være i stand til at forklare deres handlinger når de ikke står i arbejdet. Ligeledes håber vi på de vil give os feed-back på vores arbejde, og der kan komme en diskussion i gang om vores måder at agere på, og om skolens lærringsmiljø. Vi vil til dette møde lægge fokus på hvilket syn vi har på at børn bliver opdraget med vold. Vi oplevede i forrig uge en lærer slå en lille dreng fra nursery med en kæp, et forfærdeligt syn. Sofie og jeg snakkede kort tid efter om hvad vi havde set, hvordan vi oplevede det og valgte derefter at gå til inspektøren. 5 minutter efter, sad vi til et måde med inspektøren, headteacheren og læren, og snakkede om episoden, og vold selvfølgelig ikke skulle finde sted på skolen.

Undervisningen på skolen er styret af en bog. Bogen er delt op i 2 afsnit, et til hvert halvår. Disse er delt op i emner som lærerne skal igennem, men hvordan de vil undervise er op til dem selv. Det er også lærerne der står for eksaminerne sidst på året, og det er dem som bestemmer om børnene består eller ej (forældrene kan dog påvirker beslutningen), hvilket jeg er meget spændt på ar opleve, fra sidst i november måned.

Deres didaktiske overvejelser er minimale. Det virker ikke til de reflektere over deres handlinger, de kan i hvert fald ikke forklare deres handlinger til os, hvilket er ærgerligt. De taber hurtigt nogle af børnene ved de ikke reflekterer over deres lærringsmetoder. Hvis børnene ikke kan følge med, bliver metoderne ikke tilpasset, børnene må gøre en ekstra indsats for at følge med i undervisningen. De børn der har koncentrationsproblemer får heller ingen hjælp, de løber rundt i lokalet, og får sværere og sværere ved at følge med i timerne. Det virker ikke til de går op i at lærringsmiljøet skal være motiverende og fantasiskabende for barnet, det der bliver lagt vægt på er at opretholde disciplinen. Der bliver fokuseret på at de skal sidde ordenligt, svare når læren stiller dem et spørgsmål, og servicere lærerne til en vis grad. Dette er svært at forholde sig til, da dette miljø ikke bryder den ældre opfattelse af at børnene er små hjælpemaskiner. Vi ønsker at få frem, hvor vigtigt det er for børn at de får lov til at være børn, men man skal finde den gyldne midelvej, for ikke at fornærme deres levemåde, og overtage deres kultur.

En typisk dag i skolen foregår ved vi møder kl 8, hvortil de ber morgen bøn fra 8:10 til 8.30. Nursery er indendøre hvor primary er udenfor (vi deltager i nursery). Herefter går de ud i hver klasse, og undervisningen begynder. De bruger ca de første 20 min. på at synge sange og lege faktelege. Bagefter bliver de råbt op (hvor vi har en chance for at lære navnene, som vi stadig ikke kan!). Undervisningen på tavlen starter ved læren i tavshed skriver sætninger eller tal op, som børnene skal kopirer i kladehæftet. Dette kan de bruge en time på. De børn der er hurtigt færdige, bruger resten af tiden på at drille, forstyrre og larme i klassen. Kl 10-10.30 har de pause, herefter får de morgenmad, som er en hvid, sukkeragtig grød. Kl 11 begynder undervisningen igen, på samme måde som før pausen. Kl. 12.30 har de fri og bliver hentet i løbet af den næste halve time, hvor de bruger tiden på at lege.

Sofie og jeg brugte den første uge på at observere. Vi besluttede hurtigt der skulle ske lidt ændringer. Børnene er stadig så små (3-5 år), at de selvfølgelig ikke kan sidde stille i flere timer. Derfor har vi fokuseret på at lave lærrige lege hvor vi styrker deres motorik. Vi bruger ca. en halv time af gangen på fag som matematik, skrivning eller læsning, og prøver at tænke kreativt, så de ikke bare skal passe sig selv og deres kladdehæfte. I morgen skal vi eksempelvis spille banko i matematiktimen, dette vil jeg vende tilbage med. Når vejret er med os, bruger vi skolegården til undervisning, hvilket børnene elsker.

Siden mit sidste oplæg, har vi haft besøg af vores lærer, som besøgte Uganda med nogle turister. Vi tog søndag d. 06 med dem til Koboko hvor vi fortalte om vores oplevelser her i landet. Det var hyggeligt at se nogle danske hoveder igen.

Weekenden efter tog vi en hyggelig weekend til Kampala, hvor vi forkælede os selv med pizza og massage, hvilket var tiltrængt efter en lang uge med mange timer på hospitalet. Vi manglede forsyninger til vores frivillige arbejde, og tog forbi Sadolins hovedkvarter i Kampala og fik købt nyt maling. Vi fik købt gaver til familien og spiste på en luksuriøs restaurant den sidste aften inden vi tog bussen hjemad.

I går brugte vi dagen på at male på skolen. De har bygget en ny fløj på skolen med tre klasseværelser, som vi går og udsmykker. Resultatet blev godt (i kan se billeder under opslaget med billeder).

I går aftes blev vi inviteret ud at spise med familien. En dejlig aften, som rystede os lidt tættere sammen.

Nu vil jeg slutte af og tage hjem og bage pandekager med familien.

Tak for i læste med og på gensyn!

lørdag den 5. oktober 2013

Nye indtryk

Nye indtryk.

Jeg har nu været i Uganda i 6 uger. Vi begynder at falde bedre til her og føle os hjemme, hvilket er en skøn følelse. Vi er lige kommet hjem til Rita igen, efter at have passet et hus, for et sydafrikansk ægtepar. Vi havde varmt vand, bad, toilet, strøm og TV, alt det vi har gået og lægtes efter fra Danmark. Efter nogle dage begyndte vi at kede os, og savne nærheden fra vores afrikanske familie. Denne tryghed fandt vi ud af betyder alverden i vores hverdag hernede. Vi kan få nok så mange materielle goder, men det vil aldrig føles som Danmark alligevel, så det bare med at nyde vores afrikanske liv så længe vi nu er her.

Vi har fået mange nye indtryk på skolen vi arbejder på. Alt så fredfyldt og professionelt ud, lige efter barnets tarv, hvilket bare har været et godt førstehåndsindtryk. Vi har en forestilling om børnene bliver opdraget med fysisk afstraffelse ved dårlig opførsel hos deres familie. Denne korrupte form for dårlig kommunikation tager de med i skole. De banker hinanden hver andet øjeblik, hvilket vi bruger meget energi på at få stoppet. Vi prøver på bedste pædagogiske vis at forklare børnene de ikke skal slå, men fortælle hinanden hvis der er noget de ikke bryder sig om. Børnene er vant til at blive truet med tæsk, eller få en knytnæve i ryggen, skulderen eller et klap på deres bare hoveder, så når vi kommer og sætter regler gennem verbal kommunikation, har de ingen respekt for os, eller snarer ingen frygt. De ignorerer os, hvilket gør det udfordrende for os at få skabt et godt lærringsmiljø. Vi er begyndt at undervise og stå for dagens planlægning. Vi er opmærksomme på at børnene er mellem 3 og 5 år, hvilket gør det svært at sidde stille på en bænk i flere timer og skrive af fra tavlen. Vi stræber efter at undervise børnene i engelsk eller matematik i en halv time af gangen, hvor efter vi bruger lidt tid på leg og bevægelse. Vi bruger også leg og bevægelse i selve undervisningen, hvilket børnene elsker. Vi dokumentere alt undervisning og konkluderer efter endt uge, hvorefter inspektøren får det skriftligt, så de har mulighed for at udvide deres undervisningsmetoder og få ideer fra vores arbejde.

I søndags var jeg til et PTA-meeting (forældrerådsmøde). Jeg fik en skriftlig invitation med mødetid kl 11 am. Mødet begyndte så først kl 12, hvor til folk kom dumpende ind derefter. Vi nåede op på 9 mennekser, ud over personalet var der to forældre, hvilket kom bag på mig. Vi er vant til fra Danmark at forældrene engegerer sig i deres børns skolegang, hvilket bestemt ikke er tilfældet hernede. Skolens 5 årig plan blev fremlagt, der blev diskuteret forskellige aktiviteter for 2014 og snakket om de resurcer skolen mangler. Vi er blevet gjort opmærksom på skolens begrænsede ressourser, derfor er Sofie og jeg gået i gang med at finde ud af, hvad de mangler og se hvor meget vi kan skaffe gennem donationer og firmaer i Danmark. Det er et projekt vi lige har startet op, og vi er derfor ikke noget så langt, men jeg vil vænne tilbage med dette.

I lørdags besøgte vi Nacwola. Igen et stort indtryk og en succes for børnene. Da vi kom, sad de meget interesseret og quizzede, drengene mod pigerne, det var enormt hyggeligt. Efter de havde spist morgenmad, blev de undervist i førstehjælp. Børnene er meget engageret og ivrig for at lære, så det er som altid en fornøjelse at deltage i dette projekt.

Vi har en lang uge foran os, hvor vi skal færdiggøre vores malearbejde på hospitalet, og besøge Kampala.

Tak for i læste med og på gensyn!

Billeder

Da jeg ikke har kunnet finde ud af at få oprettet et billede galleri her på min blog, vil jeg opdatere dette indslag med nye billeder, så i må selv lige tjekke dette oplæg ind imellem.

Skolen

Børnene leger på legepladsen i pausen inden de skal ind og spise.

Drengene elsker at løbe rundt og lege med hjulene.

Vi gav børnene et sjippetorv ...

... som de blev utrolig glade for, så glade ...

... at de slet ikke ville hjem da de havde fri.

Selv lærerne vil være med.

Hm, de der par kunne jeg godt tænke mig.

Om fredagen ser børnene film. Her ser de film om god opførsel.

Morgensamling. Vi synger sange og beder bøn.

Selv primary ville vare med til at sjippe.

Primary beder morgenbøn.

Her sidder lærerne fra primary det meste af dagen. Vi spurgte hvor klasserne ikke havde underviserer hvortil de svarer, det fordi de skal have pauser, ellers bliver de for trætte.

Sofie holder lige pause, eller vi sidder og læser deres institutionsbeskrivelse.

Det var svært at komme ind på børnene i starten, de var for generte til at snakke med os, ikke engang deres navne ville de introducere os for, så derfor lavede vi en hinkerude. For enden skulle de stoppe, fortælle os deres navn, og derefter hoppe tilbage. Det var en stor succes.

Så stor at det blev en beskæftigelse i pauserne.

Den yngste elev i klassen, han er kun 3 år.

Undervisningen foregår sådan at børnene bare skal skrive det lærerne skriver på tavlen. Vi vil implementere andre lærringsformer og børnene elsker at komme op til tavlen.

Det kan være svært at koncentrere sig, i stedet for at afstraffe med tæsk, må man motivere børnene til læring.

Her øver vi os i bogstaver. Vi skriver dyrenes navne på tavlen, øver os i bogstavernes lyde hvorefter vi agerer som dyrerne.

Primary øver sig til paraden til Ugandas uafhængighedsdag d 9 oktober.

Vi sidder som publikum.

Denne lille guldklump er inspektørens søn.

Vi er klar til en hyggelig independence day med "Happy day".

Flere timers parade.

Det var en spændende oplevelse.

Og vigtigst af alt, børnene var glade.

Vores unger var mindst lige så glade som vores elever. Her er vi på vej ned i byen inden aftensmaden for at se paraden der går gennem byen.

Værtsfamilien

Tøsehygge på terrassen.

Vi er så glade for vores fine nye negle.

Vi savner lidt vaskemaskinen i Danmark.

Strygejernet er heller ikke helt nemt at håndtere.

Vi elsker at få besøg af familien. Det her er Ritas lille lækre barnebarn.

Det så hyggeligt når vi går hjem fra skole, kan vi se hvordan børnene samles og leger, danser og synger.

Frivilligt arbejde

Vi nyder de lange dage på hospitalet.

Arbejdet går fremad. Vi er stolte af resultatet.

Vi besøger Nacwola den sidste lørdag i måneden, og hygger med børnene.

Vi hjælper i køkkenet med deres frokost.

De får undervisning. Her bliver de lært i børns rettigheder.

Børnene på Nacwola quizzer.

Børnene nyder en kop the og et stykke brød.

Børnene bliver undervist i førstehjælp.

Vi fik fint besøg af nogle turister fra Danmark, som vi underholdte fra Arua til Koboko med praksisfortællinger og vores forståelse af kulturen.

Her bliver maden vist frem af Sofie.

Her sidder vores søde værtsmamma og fører en god samtale med vores lærer Peter og chauffør.

Vi nyder lidt dansk selskab.

White Castle

Vi tager hertil og opdatere blogs, da vi ikke har strøm hjemme hos Rita.

Og vi hygger os.

Drengen her søgte trøst hos mig, eftersom hans brødre blev ved med at kaste ham i poolen. En dejlig eftermiddag.

Sofie nyder en tur i poolen.

Hygge med pigerne fra Masindi.

Hygge og oplevelser.

En hyggelig weekend i Kampala.

Udsigten fra vores Balkon.

Sofie på hotelværelset

Yes, så skal vi have en omgang massage.

Det var anderledes men skønt!

Her skal vi til at nyde lidt lækker kage i Garden City.

Og en pizza røg der også ned!

Jeg elsker de store flotte elefanter, også selvom det er en statue ude foran Oasis centeret.

Glade piger, der nyder tilværelsen. Der skal være plads til lidt pigehygge og fjol ind imellem.

Vi mødte lige en abe på vej hjem i bussen.

Vores personlige lille projekt.

De havde lige fået tre små hundehvalpe på skolen vi arbejder på. Tre blev hurtigt til to, da den første døde. En anden ville snart dø at sult og mangel på behandling hvis vi ikke havde gjort noget. Vi fik derfor overtaget hunden, kørt den til dyrlægen hvor den fik de nødvendige behandlinger og vacciner, og vores plan var at gøre en indsats, for at få hende med til Danmark. Vi mødte et døgn efter en familie der kom fra Sydamerika, som bor her i Arua, som søgte et kæledyr. De så loriale ud, tog sig godt af hunden og det blev derfor deres, så hun slap for den lange tur til Danmark.

Dagen efter mødte vi parret, der stod med et problem, da de skulle på forretningsrejse. Vi flyttede derfor ind i deres lækre store hus med VARMT VAND, BRUSEBAD OG STRØM.