Last day at school.

Så fik Sofie og jeg afsluttet skolen. Hold nu op hvor var det en kæmpe oplevelse. Dagen bestod i at fejre Topclass, som havde bestået nursery og efter juleferien rykker op i primary. Jeg vil prøve at beskrive festligheden for jer, men den kan dårligt beskrives med ord. Dagen startede kl. 8, hvor vi mødte ind på skolen. Vi kom til en skolegård der var pyntet op med telte, sløjfer, balloner og siddepladser til nok omkring 100 mennesker. Vi blev opfordret til at klæde os i de samme dragter som afgangseleverne, hvilket vi selvfølgelige gjorde med et smil. Børnene har ikke mødepligt denne dag, men de ønsker selvfølgelig at deltage i festlighederne. Omkring kl. 10 blev vi hentet af en stor turistbus, som kørte os alle (lærer, børn og forældre) til byen. Her blev vi mødt af et orkester, som ledsagede os i en parade gennem hele byen. Vi gik i små to timer, hvor topclass eleverne stolt bliver vist frem og hyldet. Politiet gik med os under hele turen og sørgede for vi ikke blev afbrudt af trafikken. Efter paradegangen er der en ceremoni på skolen, som varede ca. 6 timer. Vi startede ud med en gudstjeneste og efterfølgende bliver der holdt taler, sagt flotte ord til skolens ledelse, lærerne bliver takket for deres flotte arbejde, og topclass eleverne optræder og underholder med musik og dans. Sofie og jeg blev flere gange takket for vores engagement og tilstedeværelse, hvilket vi stadig har svært ved at vænne os til, det med at blive fremhævet hele tiden, og især i så store befolkninger. Vi afsluttede festdagen med et stort tag-selv bord, fik taget nogle fællesbilleder, både til skolen, men der kom også forældre og spurgte om de kunne få billeder med os og deres børn. Dagen var i bund og grund en kæmpe oplevelse, især paraden, Aruas indbyggere sang, dansede og fejrede vores afgangselever på bedste vis. Tak for i læste med og på gensyn!

Om kulturen

Jeg vil i dette indlæg fortælle jer lidt om kulturen her i det nordlige Uganda.
Den skole jeg arbejder på, Happy Day Nursery School,  er der plads til forskellighed. Skolens flertal af både børn og de ansatte er kristne, og lige pt. er der ingen muslimer, som året forinden. Men alligevel holder de stadig både de kristne og muslimske helligdage ved lige, da de finder det vigtigt at imødekomme begge kulturer. Der bliver snakket om Gud som en helhed i undervisningen, men der bliver ikke uddybet hvilken gud der er på tale.
Som nævnt tidligere havde vi fri på den muslimske festdag Eid, og skolen holder ligeledes lukket
julen over, ved påske og på de andre kristne helligdage.
Vi har ligeledes deltaget i festlighederne på Independence Day, hvor de forskellige skoler i distriktet blev repræsenteret med fest og paradegang.
Forældrene på skolen lever et middelklasse liv, hvor de har nok til dagen og vejen. Der er ikke noget stort økonomisk skel mellem forældrene, hvilket gør alle er lige og alle bliver respekteret og behandlet ens. Sult og fejlernæret børn er heldigvis ikke et stort problem blandt skolens børn.
Penge er ikke alt, men de er svære at undvære når man driver en virksomhed, så skolen er underlagt en form for forskelsbehandling. De forældre som har flere børn i skolen og derved betaler flere penge, forventer at blive fremhævet og hædret, hvilket de også bliver. Penge er lig med respekt.

De fejre jul, påske, pinse, halloween, jul og nytår. Deres festligheder fejres med sang, musik, dans og samvær med familien, præcis som vi kender det hjemmefra. Der er dog forskel, eksempelvis lader vi op til jul i hele december måned, i Uganda fejre de kun julen en dag og så er den overstået igen. Der bliver gået i kirke, spist mad, hygget med familien og børnene kan være heldige at blive fejret med gaver.
På skolen fejre vi ikke som sådan festdagene, andet end med fridage! Vi har varmet op til julen ved at synge et par julesange.
En festdag de derimod fejre er når topclass graduere, hvor ceremonien forløber over 10 timer.

Der er som tidligere nævnt ingen forældrekontakt i form af møder eller andre aktiviteter. Forældrene betaler kontingenterne til skolen men involverer sig ikke udover det. Jeg har observeret at lærerne snakker med forældrene udenfor skolen, da distriktet vi bor, i er lille, derved får forældrene indblik i børnenes skolegang.
Forældrene bliver inddraget hvis barnet er sygt og bliver ringet hjem, men målmøder som vi kender det hjemmefra, er ikke noget som er i fokus, hvilket vi har forslået kunne være en god ting.

For lige kort at repetere, er lærerne ikke underlagt krav til deres undervisning, andet end de følger de 12 kriterier som børnene skal undervises i, hvordan de ønsker at undervise er op til dem selv. Inspektøren hævder stadig at skolen ikke er underlagt krav oppefra, da det er en privat eget institution, hvilket jeg stadig tvivler på, da de burde skulle dokumentere resultaterne af undervisningen for at få et nyt undervisnings bevis, der skal fornyes jævnligt. Sofie og jeg har prøvet at stille spørgsmål til lærernes undervisningsmetoder, men da lærerne ikke bruger tid på refleksion, har vi kun i ringe udfald fået svar på vores furundring.  

I Uganda er det de voksne der kommer i første række og derefter børnene. Forældrene forsørger børnene og derfor skal børnene være taknemmelige og vise det i form af at opvarte de voksne.
Børnene skal lærer og forstå gennem hård disciplin da det er nemmest, ressourcesparende og hurtigst. Læringsmetoderne er simple, lærerne er børnenes forbillede, de skal bare gøre som dem!
Der bliver ikke fokuseret på det enkelte barn, det er klassen som helhed der skal bestå, hvis et barn falder udenfor mængden, bliver det overladt til sig selv og overset hvortil det er familiens ansvar at få rettet op på barnets uhensigtsmæssige adfærd.

Vi har erfaret fra vores værtsfamilie at børnene bliver inddraget til at skulle hjælpe til i hjemmet. Børnenes lege bliver tit afbrudt pga. pligter, hvilket er rigtig ærgeligt, da børnene i en meget tidlig alder begynder at agere som en voksen, uden tid til leg og fordybelse i fantasien.
Børnene lærer i en tidlig alder at klare sig selv og vi ser ikke den samme tætte tilknytning mellem barn og forældre som vi ser det i Danmark.


Tak for i læste med og på gensyn!