Hej Danmark, du har været savnet!

Så er jeg nået til vejs ende, både med denne blog og med min praktik. Det har været en praktik ud over alle forventninger!

Jeg brugte den sidste weekend med de andre, hvor vi hilste af og hyggede os inden turen gik til Danmark. Jeg kan stadig huske de følelser jeg gik rundt med den sidste aften. Jeg gennemgik alt det jeg havde opnået, og var tilfreds.
Jeg tjekkede ind i lufthavnen, med en masse besvær med for meget vægt og om rokering af mit indhold, jeg endte med at smide an masse ud, og kom endelig ind i lufthavnen i Entebbe. Jeg var i god tid, og sad og ventede på gaten blev åbnet. Der var så mange følelser der meldte sig her; glæde, savn, kærlighed, sorg og så var jeg sindsygt spændt på at se min familie.
Da jeg ramte dansk jord begyndte jeg allerede der at hyle, da jeg fik mine kufferter trillede tårerne ned af kinderne og da dørene åbnede i ankomsthallen brød jeg helt sammen. Min far stod med tårer i øjnene og tog imod mig med åbne arme og gav mig det kram jeg havde længtes efter siden jeg tog afsted. Det er tredje gang jeg har set min far hyle, første gang var til min konfirmation, da jeg sang min takkesang for ham, anden gang var da jeg tog afsted til Afrika, og jeg vænner mig aldrig til det! Følelsen er så ubeskrivelig, at komme hjem til dem man elsker.
Min dejlige søster havde stablet en velkomst-komsammen på benene, så jeg brugte aftenen med hele min familie og veninder, jeg kunne simpelthen ikke ønske mig noget bedre.

Efter et par dage i familiens skød, begyndte tomrummet at melde sig. Jeg savnede min tilværelse i Afrika og jeg savnede at se Sofie hver eneste dag. Det er stadig rigtig svært ikke at ha Sofie i min hverdag på samme måde som før, hun nåede at betyde utrolig meget for mig.

Jeg er glad for alle de materielle goder jeg er kommet hjem til igen, man lod ikke som sådan mærke til man manglede det, man lærte at leve uden den daglige luksus, men jeg nyder at leve i luksus herhjemme, må jeg indrømme, jeg værdsætter det dog utrolig meget nu.

Efter jeg er kommet hjem sætter jeg ord på mine følelser i et meget større omfang. Jeg fortæller min familie og omgangskreds at jeg savner og elsker dem i en langt højere grad end jeg gjorde før. Det er vigtigt for mig at vise dem jeg holder af, hvor betydningsfulde de er for mig.

I det store og hele har Afrika været fantastisk, men jeg elsker nu mit hjemland, jeg kunne bestemt ikke undvære Danmark og bosætte mig fast i udlandet.
Jeg skal bestemt udforske verden noget mere, men jeg vil altid vænne tilbage til Danmark og hjem til min familie.

Tusind tak for i har fulgt min rejse, jeg håber det har været (næsten) lige så interessant for jer som det har været for mig.

Sidste indlæg inden hjemrejsen.

Så er mit ophold ved at være slut for denne gang, men jeg skal helt sikkert ud og opleve lidt mere af Afrikas fantastiske land. Jeg er så småt begyndt at pakke mine kufferter, men dog med blandede følelser. Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at komme hjem og se dem jeg holder af, men spørgsmål som "har jeg nu gjort det godt nok", "var der noget jeg kunne have gjort anderledes", "fik jeg ydet mit bedste" kommer gang på gang op i mit hovede. Men jeg tror det er en naturlig proces man gennemgår når man endnu engang skal bryde med sin hverdag, nu får at komme hjem til den forrige hverdag man forlod.

Under mit ophold her i Uganda har jeg oplevet nogle dilemmaer ved at være dansk i en fremmed kultur. Først og fremmest de forventninger befolkningen havde til mig om at jeg kunne komme og udrette mirakler, hvor mine forventninger var at få et godt samarbejde op at stå, og supplere hinanden.

Ydermere er vores metoder indenfor opdragelse to modsætninger, hvor jeg mener et godt lærringsmiljø bliver skabt gennem tryghed, ro, hygge og gensidig respekt, er uganderne af en anden mening; børnene skal disciplineres til ro og orden - børn skal ses men ikke høres!

Jeg går med en forestilling om at hverdagen skal opbygges ud fra barnets ve og vel, deres behov skal sættes i højsæddet, dette kunne til tider være svært at opretholde i og med børn ses på en anderledes måde her i Uganda. Jeg kunne eksempelvis starte en leg, hvortil et af børnene pludseligt kunne blive hevet ud for at hjælpe til, hvilket gav mig følelsen af jeg måske slet ikke burde have startet den her leg op, for det barn der derved bliver ekskluderet bliver så ked af ikke at kunne deltage, at det ender i protest og det derved bliver straffet, enten ved vold eller ekstra arbejdsopgaver, som jeg i bund og grund er skyld i. Dette har været en svær balance at skulle finde sig selv og egne arbejdsmetoder i. 

Jeg har til tider følt jeg har stået alene om at opretholde mine pædagogiske principper i og med du står som ene mand overfor en hel arbejdsplads med mennesker som lever efter andre normer og værdier. Jeg ønsker ikke at holde ro og orden i klasseværelset ved at true børnene, hvilket jeg faktisk blev anbefalet til. Jeg skulle ikke slå børnene, blot gå rundt med en kæp for at vise dem min højere status hvilket jeg afviste med det samme! Det har dog været svært at undervise, da klassen tit var kaotisk med så mange små børn i et lille rum, derfor blev udendørsarealet flittigt brugt. 

Jeg har lært utrolig meget om mig selv. Jeg har først og fremmest fundet mine personlige grænser, derudover har jeg vist mig selv, at selvom jeg er alene står jeg stadig fast omkring hvad jeg finder rigtigt og rimeligt, jeg tør sige fra og kæmpe for det jeg tror på, hvilket har været en fantastisk øjenåbner, da man har en tendens, herhjemme, til at lade frygten stoppe en fra at handle.

Jeg har udviklet min evne til at holde hovedet koldt, hvilket du absolut bliver nødt til i en hverdag uden struktur, som nemt kan virke kaotisk. Jeg har ydermere lært at acceptere at ikke alle ønsker min hjælp, og
jeg ikke kan gøre en forskel for alle, dermed ikke sagt at jeg ikke vil blive ved med at forsøge! Man skal acceptere børnenes grænser, hvis de trækker sig væk skal det accepteres og man kan dermed forsøge igen dagen efter.

Jeg har også udviklet mine kreative kompetencer. Sofie og jeg har dagligt været ude for at vi har planlagt en aktivitet som ikke fungerede på det givende tidspunkt og derfor blevet nødt til at tænke kreativt for at opretholde børnenes opmærksomhed og lyst til lærring.

Alfgørendesvis har jeg erfaret at det ikke er børnene der skal tilpasse sig undervisningen men undervisningen der skal tilpasse børnene, hvilket jeg klart kan bruge videre i mit pædagogiske forløb.

Mit ophold i Afrika har helt klart udviklet mig. Inden jeg tog af sted frygtede jeg for den hverdag jeg skulle ned til uden de vante ressourcer jeg havde til rådighed, både til lærringsmæssigt brug men også personligt, eks. de hygiejniske mangler, men dette blev en lille ubetydelig bagatel i hverdagen. 

Jeg skrev i mit første indslag at min største faglige udfordring var den kommunikations barriere der kunne opstå og synet af et omsorgssvigtet barn, begge tilfælde jeg har oplevet. Kommunikationen lærte man hurtigt at arbejde med, hvis man ikke forstod hinanden brugte man hele sit kropsprog og mimik til at kommunikere med, hvor man som regel altid forstod hinandens pointer i sidste ende. Derimod at stå ansigt til ansigt med et barn, som tydeligt ikke fik den omsorg og pleje det burde, er den største udfordring jeg har stået overfor. Det at skulle acceptere, at det nu engang er sådan verden hænger sammen for flere små ugandere, samtidig med du skal agere ud for denne realitet og ikke bryde sammen over deres forfærdelige skæbne, men skabe

glæde og kærlighed, er en utrolig svær personlig proces, jeg skulle bruge lang tid på at arbejde med. Det er nemlig lige det min profession handler om, at skabe muligheder, glæde, omsorg og kærlighed i en tragisk hverdag. Man skal ikke føle sorg og medlidenhed, m
en prøve at gøre en forskel for dette menneske der lever under andre tiltag end mine egne, samtidig med man skal kunne lægge det fra sig, hvilket var så sindsygt svært i starten for Sofie og jeg, det med ikke at føle skyld og skam over at købe en cola eller ligge og slappe af på White Castle. 

Jeg er ikke stolt over at indrømme det, men i og med vi kom til en kultur der var meget ressourcesvagt og landet ikke lå på niveau med det lands udvikling jeg kom fra, tog jeg mig selv i at tro jeg var bedrevidende end dem, hvilket var fuldstændig forkert af mig, jeg havde mit ekspertise område og de havde deres, (dette er individbaseret selvfølgelig), og den forestilling jeg havde om et samarbejde gik jeg herefter efter at opretholde!

Alle disse ting jeg nu i mine indslag har nævnt ville jeg slet ikke have været foruden på trods af savn og sygdom. Hvis jeg ikke havde været i en udlandspraktik ville jeg slet ikke have erfaret disse ting om mig selv eller min pædagogiske profession, hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Jeg er med denne praktik kommet tættere på den pædagog jeg ønsker at blive samt det menneske jeg ønsker at være.

Tak for i læste med, vi ses i Danmark!