Institutionsbeskrivelse

Institutionsbeskrivelse

Jeg har nu været i Uganda i en måned, og jeg føler så småt jeg er begyndt at falde til. Vi bliver stadig mødt med forskelsbehandling og venlighed grundet vores hudfarve, det er dog ikke noget som påvirker mig negativt.

Jeg vil gerne give jer en beskrivelse af den skole jeg arbejder på. Det er en privatejet institution ved navn Happy Day Nursery School, som er ejet af Mr. Afayo Pontius Nuffiason og hans familie. Han har det overordnede ansvar. Hans største datter er sekretær og hans kone står i køkkenet og laver mad til børn og lærere. Han har børn både i Nursery, som består af en Babyclass, en Middleclass og en Topclass (svarende til det vi kender som børnehaven), og i Primary, som har klasser fra P1 til P7. Hans fremtidige planer er at Primary skal flyttes, og denne skole kun skal bestå af en Nursery School.

Vi lavede et interview med skoleinspektøren. Han sad i møde med to andre inspektører fra andre skoler i området, men hilste os ind og udsatte sit møde for at svare på vores spørgsmål. Det er virkelig en ting jeg skal vænne mig til. Det er faktisk ubehageligt at blive sat op på en pældistal, og set som værende bedre end andre.

Jeg er stadig lidt i tvivl om institutionens lovmæssige tilhørsforhold. Mr. Nuffiason fortalte at han ikke var underlagt nogle krav fra regeringen andet end at følge det undervisningsmateriale der er blevet dem pålagt. Han arbejder i samarbejde med PTA (Parents and Teacher Association), som er et forældreråd. Jeg tvivler dog stadig på om han ikke skal dokumentere overfor regeringen, hvordan arbejdet forløber på skolen. Vi fik stukket et dokument i hånden, hvorpå der står at Happy Day Nursery School har fået tilladelse til at

undervise i to år, hvor det herefter skal fornyes igen, hvortil jeg tænker, det er en måde at sikre sig skolen tilegner sig den nyeste nødvendige viden og at deres undervisning følger med udviklingen.

Happy Day Nursery School blev oprettet i år 2000, på baggrund af at børnene i området omkring region West Nile i Arua var så dårligt stillet hvad angår skolegang. Der har ikke været en eneste Nursery School i området indenfor det sidste årtusind, børnene måtte derfor tage til byen hvilket forværrede deres chancer for at komme i skole. Børnene gik derhjemme og ventede på at komme i Primary School. Her er de ca. syv år. Dette gør det svært for dem at følge med i undervisningen, da de ingenting har lært indtil nu. Mr. Nuffiason oprettede skolen for at give børnene den mest lærrige og effektive start på skolelivet. Skolens vision er at give børnene de bedste opvækstmuligheder. De er opmærksom på at yde omsorg over for børnene, støtte deres udvikling og socialisere dem, hvilket tydeligt kan ses, efter vi blot har været her en uge. Lærerne er meget engageret, dog halter undervisnings metoden lidt efter i Primary, hvor eleverne arbejder mens lærerne holder pause ude foran lokalerne. De kan dog komme derud og få rettet deres opgaver.

Mr. Nuffiason vil komme den dårlige opvækst til livs. Ud over at have fokus på at børnene skal lærer engelsk og matematik bliver de undervist i et godt helbred, en sund kost og i god opførsel. I går, fredag, havde de ”filming”, hvor de så musikvideoer om hvad god opførsel er og hvad de får ud af det. De bliver undervist i, at god opførsel resulterer i gud velsigner dem, deres forældre vil elske dem og de får materielle goder, hvilke jeg syntes er dybt upædagogisk. Dette er dog den første undervisnings lektion jeg har været uenig i, ellers er deres metoder rigtig lærerige, hvor de involvere børnene, eksempelvis at de får lov til at komme op og pege, skrive eller fortælle ved tavlen. De nyder at vise hvad de kan, og er meget aktive og engageret i timerne.

Skolen er opdelt i tre bygninger, som omringer skolegården. Omme bagved bor Mr. Nuffiason og hans familie. Skolen er omringet af et hegn med en stor blå gitter-låge. På vores venstre hånd ligger to lokaler, P3, P4 og P5. P4 og P5 deler lokale som er opdelt af en presenning. I forlængelse heraf ligger hans kontor. I midten ligger P1, P2, P6 og Babyclass. I den sidste bygning på højre side ligger Middelclass og Topclass som ligeledes deler lokale, og P7. Toiletterne ligger bag midtebygningen. De er opdelt i Nursery og Primary, tre til hver, som er et hul i jorden, afskærmet bag en dør. Skolegården er lille men funktionel. De har to gamle

rutschebaner, tre karruseller og en vippe. Det er placeret i siden langs hegnet. Resten af gården er til kropslig udfoldelse. De har store bilhjul de løber rundt med. Jeg har taget legetøj med fra Danmark. Vi gav dem et sjippe-bue-tov som både lærere og børn brugte flittigt. Børnene ville ikke hjem da de havde fri, og det blev pludselig til en fælles aktivitet mellem lærere, Nursery og Primary.

Skolen ligger lidt ude for Arua by og er omgivet af marker, hvor befolkningen arbejder i marken og geder og køer går løst. Det er et roligt område, og folk vi mødes til og fra skole er glade og imødekommende.

Skolens udgifter er finansieret af forældrene. De betaler tre gange om året, forskellige beløb alt efter hvilken klasse de går i. De betaler 130.000-240.000 shillings. Disse penge går til skoleuniformer, mad, løn til lærerne, bøger, aktiviteter og vedligeholdelse af skolen.

De ansatte der arbejder på skolen er alle lærere der har taget en uddannelse, så de kan undervise i Nursery. De lærere der arbejder i Primary, har efteruddannet sig. Flere af de ansatte er lærere der har arbejdet for regeringen som nu har trukket sig tilbage og nu valgt at arbejde privat.   

Mit helhedsindtryk af skolen er utrolig positivt og godt. Skoleinspektøren, lærerne og børnene er energiske, koncentreret og meget opmærksomme på hinanden, hvilket jeg finder meget vigtigt i et sundt lærringmiljø!

Sofie og jeg er stadig sultne på at opleve mere i dette skønne land. Men vi er dog også godt trætte hver eneste aften. Vi tager i skole kl. 8 og er hjemme ved en 18-19 tiden om aftenen fra hospitalet. Arbejdet er udfordrende, mere psykisk end fysisk. Vi er ved at være færdige med det første rum, hvor vi har malet hele alfabetet. Både børn og voksne er nysgerrige på hvad vi foretager os. Vi fik i torsdags stor ros af en af

forældrene til et sygt barn, der ligger på stuen. De syntes vi gjorde et smukt stykke arbejde, og var glade for vi var så søde og omsorgfulde over for deres syge børn.

Jeg finder jobbet mere grænseoverskridende, det tager psykisk hårdt på mig at være omringet af børn der er dødeligt syge. Vi er omringet af børneskrig og kanyler. Hver gang vi kommer og en af sengene er tomme, tænker man på om barnet har overlevet, man knytter et bånd, man ikke anede eksisterede. Men det stadig så livsbekræftende at gøre så lidt for børn, som har så stor en betydning.

Sofie og jeg har flere frivillige jobs i ærmet, dette vil jeg fortælle mere om på et andet tidspunkt.

Tak fordi i læste med og på gensyn!

To uger i Uganda

Jeg har nu været i Uganda i to uger. 

Jeg har oplevet utrolig meget, og der kommer stadig nye indtryk hver eneste dag. Jeg har på kort tid fået et tæt forhold til min roomie, Sofie, som jeg glæder mig til at skulle opleve en masse nyt med.

Jeg ankom til Uganda sidste tirsdag og har de efterfølgende 10 dage været sammen med den gruppe vi ankom med fra Danmark. Vi har sammen været rundt og besøge hinandens praktiksteder og værtfamilier (Jinga, Masindi, Arua og Koboko), samt været på oplevelsesturer. Vi har sejlet på Nilen, hvor vi så

flodheste i massevis, en enkelt elefant på breden og en krokodille der lå og solbadede. Vi gik i land efter en oplevelsesrig tur på vandet, besteg et bjerg og så Nilens vandfald fra oven, en kæmpe oplevelse jeg sent vil glemme. Dagen efter var vi på Safari, en meget flot tur, jeg desværre på grund af sygdom ikke var så oplagt til. På turen så vi flotte elefanter, giraffer, bøfler, gazeller, vortesvin og en trebenet løve, et helt fantastisk syn. Vi blev så fascineret af de smukke dyr, at vi (ubevidst) fik inviteret en flodhest med hjem til vores hytte, som græssede ude foran døren, en helt vanvittig men kæmpe stor oplevelse.

Jeg har tænkt mig at bruge mit linjefag meget hernede (Udtryk, Musik og Drama) og jeg har et ønske om at få et indblik i traditionelt afrikansk dans, hvilket jeg også fik opfyldt efter få dage i Uganda. De kan noget med rytmer og hofterne!

Torsdag d. 29 aug. flyttede vi ind hos vores familie i Arua. Jeg har aldrig i mit 22 årig lange liv mødt mennesker der er så gæstfrie og behjælpelige. Vi ønsker at indordne os under dem, og de bestræber sig på at få os til at føle os hjemme, så jeg er slet ikke i tvivl om vi får nogle hyggelige måneder hos Rita og hendes familie.

Sofie og jeg har besluttet os for at arbejde frivilligt på det lokale hospital her i Arua. I fredags brugte vi halvdelen af dagen på at få skabt kontakter, vi blev vist rundt på hospitalet og snakkede med nogle forskellige afdelinger. Ønsket omhandler hovedsageligt børn, men vi hjælper der hvor vi kan. Vi var i lørdags på besøg hos Nacwola, som er et område hvor HIV/AIDS-ramte kvinder kan komme og socialisere sig med andre syge kvinder. Organisationen blev oprettet i 1992 i Danmark eller Holland, hvor 4 kvinder fra Uganda deltog og førte det videre hertil i 1994. Det er typisk manden som får sygdommen, som så bærer den ind i familien til kvinden som derigennem overfører det til børnene. Kvinderne kom til Nacwola for at lære om "positive living", da kvinden mister alt og ikke har ret til et stykke jord når manden dør, hvilket gør kvinden og børn pludselig står uden noget tilbage. Nu bliver kvinderne gjort opmærksom på de godt kan leve et nogenlunde normalt liv med HIV, en meget spændende historie. 

Den sidste lørdag i hver måned holder Nacwola en dag kun for børn med HIV-ramte forældre, hvor der bliver hygget om dem, de får mad og undervisning. Vi deltog igår, hvor de blev undervist i børns rettigheder, hvor de deltog aktivt. En mand fra ANPPCAN (The African Network for the Prevention and Protection against Child Abuse and Neglect), kom til Nacwola og holdte et fordrag. Det blev lanceret i 1992. Det er en statslig organisation med frivillige medarbejdere. 

De arbejder ud fra 9 principper: respekt for børns rettigheder, barnets tarv, børns deltagelse, integritet, professionalisme, ingen forskelsbehandling, fortrolighed, respekt for sig selv og for organisationen. Deres mål er at sikre sig at børnene i Uganda vokser op i et sikkert og beskyttet miljø. Det var en meget spændende oplevelse, og Sofie og jeg stiller trofast op næste gang.

I søndags var Sofie og jeg i kirke med vores familie, en oplevelse der knapt kan beskrives men som skal opleves. Gudstjenesten var meget mere festlig end hvad vi kender den fra Danmark. Den foregik udenfor, med overdækkede siddepladser, der omringer et cirkulært område, som en slags arena. Gudstjenesten startede ved musikken (keyboard og trommer) gik igang og præsten kom ind i et optog bestående af 5 munke, to hjælpepræster fra andre distrekter og fire dansere, som dansede under alle salmerne. Salmerne var glade og rytmiske, hvor vi som deltagere skulle klappe og lave fagter, det var helt anderledes end hvad jeg har oplevet i Danmark, og det bestemt ikke min sidste gudstjeneste her i Uganda.

I næste uge skal vi starter arbejdet på selve hospitalet, hvor vi ud over at møde op til en god omgang leg med de HIV-ramte børn, skal lave vægmalerier på to af børneafdelingerne, hvilket jeg vil vænne tilbage med.

Tak for i læste med og på gensyn!