To uger i Uganda

Jeg har nu været i Uganda i to uger. 

Jeg har oplevet utrolig meget, og der kommer stadig nye indtryk hver eneste dag. Jeg har på kort tid fået et tæt forhold til min roomie, Sofie, som jeg glæder mig til at skulle opleve en masse nyt med.

Jeg ankom til Uganda sidste tirsdag og har de efterfølgende 10 dage været sammen med den gruppe vi ankom med fra Danmark. Vi har sammen været rundt og besøge hinandens praktiksteder og værtfamilier (Jinga, Masindi, Arua og Koboko), samt været på oplevelsesturer. Vi har sejlet på Nilen, hvor vi så

flodheste i massevis, en enkelt elefant på breden og en krokodille der lå og solbadede. Vi gik i land efter en oplevelsesrig tur på vandet, besteg et bjerg og så Nilens vandfald fra oven, en kæmpe oplevelse jeg sent vil glemme. Dagen efter var vi på Safari, en meget flot tur, jeg desværre på grund af sygdom ikke var så oplagt til. På turen så vi flotte elefanter, giraffer, bøfler, gazeller, vortesvin og en trebenet løve, et helt fantastisk syn. Vi blev så fascineret af de smukke dyr, at vi (ubevidst) fik inviteret en flodhest med hjem til vores hytte, som græssede ude foran døren, en helt vanvittig men kæmpe stor oplevelse.

Jeg har tænkt mig at bruge mit linjefag meget hernede (Udtryk, Musik og Drama) og jeg har et ønske om at få et indblik i traditionelt afrikansk dans, hvilket jeg også fik opfyldt efter få dage i Uganda. De kan noget med rytmer og hofterne!

Torsdag d. 29 aug. flyttede vi ind hos vores familie i Arua. Jeg har aldrig i mit 22 årig lange liv mødt mennesker der er så gæstfrie og behjælpelige. Vi ønsker at indordne os under dem, og de bestræber sig på at få os til at føle os hjemme, så jeg er slet ikke i tvivl om vi får nogle hyggelige måneder hos Rita og hendes familie.

Sofie og jeg har besluttet os for at arbejde frivilligt på det lokale hospital her i Arua. I fredags brugte vi halvdelen af dagen på at få skabt kontakter, vi blev vist rundt på hospitalet og snakkede med nogle forskellige afdelinger. Ønsket omhandler hovedsageligt børn, men vi hjælper der hvor vi kan. Vi var i lørdags på besøg hos Nacwola, som er et område hvor HIV/AIDS-ramte kvinder kan komme og socialisere sig med andre syge kvinder. Organisationen blev oprettet i 1992 i Danmark eller Holland, hvor 4 kvinder fra Uganda deltog og førte det videre hertil i 1994. Det er typisk manden som får sygdommen, som så bærer den ind i familien til kvinden som derigennem overfører det til børnene. Kvinderne kom til Nacwola for at lære om "positive living", da kvinden mister alt og ikke har ret til et stykke jord når manden dør, hvilket gør kvinden og børn pludselig står uden noget tilbage. Nu bliver kvinderne gjort opmærksom på de godt kan leve et nogenlunde normalt liv med HIV, en meget spændende historie. 

Den sidste lørdag i hver måned holder Nacwola en dag kun for børn med HIV-ramte forældre, hvor der bliver hygget om dem, de får mad og undervisning. Vi deltog igår, hvor de blev undervist i børns rettigheder, hvor de deltog aktivt. En mand fra ANPPCAN (The African Network for the Prevention and Protection against Child Abuse and Neglect), kom til Nacwola og holdte et fordrag. Det blev lanceret i 1992. Det er en statslig organisation med frivillige medarbejdere. 

De arbejder ud fra 9 principper: respekt for børns rettigheder, barnets tarv, børns deltagelse, integritet, professionalisme, ingen forskelsbehandling, fortrolighed, respekt for sig selv og for organisationen. Deres mål er at sikre sig at børnene i Uganda vokser op i et sikkert og beskyttet miljø. Det var en meget spændende oplevelse, og Sofie og jeg stiller trofast op næste gang.

I søndags var Sofie og jeg i kirke med vores familie, en oplevelse der knapt kan beskrives men som skal opleves. Gudstjenesten var meget mere festlig end hvad vi kender den fra Danmark. Den foregik udenfor, med overdækkede siddepladser, der omringer et cirkulært område, som en slags arena. Gudstjenesten startede ved musikken (keyboard og trommer) gik igang og præsten kom ind i et optog bestående af 5 munke, to hjælpepræster fra andre distrekter og fire dansere, som dansede under alle salmerne. Salmerne var glade og rytmiske, hvor vi som deltagere skulle klappe og lave fagter, det var helt anderledes end hvad jeg har oplevet i Danmark, og det bestemt ikke min sidste gudstjeneste her i Uganda.

I næste uge skal vi starter arbejdet på selve hospitalet, hvor vi ud over at møde op til en god omgang leg med de HIV-ramte børn, skal lave vægmalerier på to af børneafdelingerne, hvilket jeg vil vænne tilbage med.

Tak for i læste med og på gensyn!