søndag den 20. oktober 2013

Institutionens pædagogik

Institutionens pædagogik.

Vi har nu været i Uganda i 62 dage, hver dag har været forskellig, med nye og anderledes oplevelser. Der er sket meget på de dage jeg har været her, både fagligt men også personligt. Jeg lærer nye sider af mig selv at kende, overskrider grænser jeg ikke anede kunne rykkes, og så har jeg været nødsaget til at klare mig selv, både fysisk men også følelsesmæssigt.

Det er længe at være væk fra sit hjem, du er i bund og grund alene på dette eventyr, så du bliver nødt til at stole på dig selv, have tillid til, at det du udretter, er det rigtige, og den beslutning du tager, er det bedste valg. Der er heldigvis mange morgener hvor jeg vågner op med et smil på læben, klar til en ny eventyrlig dag, klar til at gøre en forskel og klar til at yde omsorg om alle de skønne børn der beriger min hverdag. Jeg vågner dog også op ind imellem og lægtes efter min hverdag i Danmark, mine faste rammer, min familie og den kultur jeg er vant til, ind imellem bliver der talt dage til jeg skal hjem, men så det fantastisk Skype er opfundet, familien er heldigvis ikke længere væk end et telefonopkald. Men der er stadig ingen tvivl om at Afrika er et vidunderligt land, og den største oplevelse jeg endnu til dags har oplevet.

Skolen er stadig en udfordring, men der kan mærkes en forskel fra dag til dag. Vi kommer tættere ind på børnene for hvert smil vi giver. Vi kan mærke vores undervisningsform passer til deres indlæringsniveau, hvilket lærerne aktivt følger med i og tager til sig. Nursery lærerne og os har meget til fælles, da deres uddannelse er den uddannelse der ligger tættest op af pædagoguddannelsen i Danmark. De mangler stadig nogle kompetencer (set ud fra mit synspunkt), for at kunne varetage barnets tarv på en fyldesgørende måde. Jeg oplever at de overser barnets små signaler.

Vi har en pige i vores klasse, hvor det tyder på hun lider et svigt hjemmefra (hvilket kun er en antagelselse). Hun går til og fra skole selv, hvor de fleste bliver hentet, hun skal se hendes omgivelser an hver eneste dag før hun danner en relation. Hun er til tider voldelig overfor de andre børn, når hun bliver irettesat og får fortalt reglerne for en god opførsel på skolen reagerer hun med gråd, stædighed eller vold.

Vi var vidner til en episode, hvor hun brød ud i gråd i timen da de sad og lavede en opgave i deres kladdehæfte. Vi var nyankomne til skolen, og vores forståelsesbaggrund var minimal. Vi prøvede at snakke med hende og vores intention var at hjælpe hende igennem opgaven, hun ville ikke snakke med os, hvortil læren og de 30 andre børn begyndte at synge et rim og pege fingre af hende, som naturligvis på ingen måde gjorde situationen bedre. Slutteligt fik hun af vide hun skulle holde op med at græde, da det er et tegn på dårlig opførsel. Vi har efterfølgende fundet ud af denne pige tit bliver ked af det, når hun ikke kan præstere til perfektion.

Uddannelse på stedet er delt op i to sektioner. Alle lærerne har taget en grundlæggende uddannelse, som har taget to år. Det foregår et sted her i området, som vi har fået lov til at besøge. Primary lærerne har herudover taget et efterkursus på et år, hvor deres lærring bliver udvidet, så de kan undervise på et højere niveau end nursery lærerne.

Vi mangler i høj grad at lærerne sætter ord og forklaring på deres handlinger. Når vi spørg ind til måden de agerer på, griner de og enten siger ”vi gør bare som vi gør, det virker” eller besvarer vores spørgsmål med et spørgsmål om hvordan vi gør i Danmark. Ligeledes er det også sjældent at børnene får en forklaring på hvorfor lærerne gør som de gør.

Vi har fået arrangeret et personale-møde på mandag, hvor vi håber på at få et større indblik i deres professionsbevidsthed, måske de vil være i stand til at forklare deres handlinger når de ikke står i arbejdet. Ligeledes håber vi på de vil give os feed-back på vores arbejde, og der kan komme en diskussion i gang om vores måder at agere på, og om skolens lærringsmiljø. Vi vil til dette møde lægge fokus på hvilket syn vi har på at børn bliver opdraget med vold. Vi oplevede i forrig uge en lærer slå en lille dreng fra nursery med en kæp, et forfærdeligt syn. Sofie og jeg snakkede kort tid efter om hvad vi havde set, hvordan vi oplevede det og valgte derefter at gå til inspektøren. 5 minutter efter, sad vi til et måde med inspektøren, headteacheren og læren, og snakkede om episoden, og vold selvfølgelig ikke skulle finde sted på skolen.

Undervisningen på skolen er styret af en bog. Bogen er delt op i 2 afsnit, et til hvert halvår. Disse er delt op i emner som lærerne skal igennem, men hvordan de vil undervise er op til dem selv. Det er også lærerne der står for eksaminerne sidst på året, og det er dem som bestemmer om børnene består eller ej (forældrene kan dog påvirker beslutningen), hvilket jeg er meget spændt på ar opleve, fra sidst i november måned.

Deres didaktiske overvejelser er minimale. Det virker ikke til de reflektere over deres handlinger, de kan i hvert fald ikke forklare deres handlinger til os, hvilket er ærgerligt. De taber hurtigt nogle af børnene ved de ikke reflekterer over deres lærringsmetoder. Hvis børnene ikke kan følge med, bliver metoderne ikke tilpasset, børnene må gøre en ekstra indsats for at følge med i undervisningen. De børn der har koncentrationsproblemer får heller ingen hjælp, de løber rundt i lokalet, og får sværere og sværere ved at følge med i timerne. Det virker ikke til de går op i at lærringsmiljøet skal være motiverende og fantasiskabende for barnet, det der bliver lagt vægt på er at opretholde disciplinen. Der bliver fokuseret på at de skal sidde ordenligt, svare når læren stiller dem et spørgsmål, og servicere lærerne til en vis grad. Dette er svært at forholde sig til, da dette miljø ikke bryder den ældre opfattelse af at børnene er små hjælpemaskiner. Vi ønsker at få frem, hvor vigtigt det er for børn at de får lov til at være børn, men man skal finde den gyldne midelvej, for ikke at fornærme deres levemåde, og overtage deres kultur.

En typisk dag i skolen foregår ved vi møder kl 8, hvortil de ber morgen bøn fra 8:10 til 8.30. Nursery er indendøre hvor primary er udenfor (vi deltager i nursery). Herefter går de ud i hver klasse, og undervisningen begynder. De bruger ca de første 20 min. på at synge sange og lege faktelege. Bagefter bliver de råbt op (hvor vi har en chance for at lære navnene, som vi stadig ikke kan!). Undervisningen på tavlen starter ved læren i tavshed skriver sætninger eller tal op, som børnene skal kopirer i kladehæftet. Dette kan de bruge en time på. De børn der er hurtigt færdige, bruger resten af tiden på at drille, forstyrre og larme i klassen. Kl 10-10.30 har de pause, herefter får de morgenmad, som er en hvid, sukkeragtig grød. Kl 11 begynder undervisningen igen, på samme måde som før pausen. Kl. 12.30 har de fri og bliver hentet i løbet af den næste halve time, hvor de bruger tiden på at lege.

Sofie og jeg brugte den første uge på at observere. Vi besluttede hurtigt der skulle ske lidt ændringer. Børnene er stadig så små (3-5 år), at de selvfølgelig ikke kan sidde stille i flere timer. Derfor har vi fokuseret på at lave lærrige lege hvor vi styrker deres motorik. Vi bruger ca. en halv time af gangen på fag som matematik, skrivning eller læsning, og prøver at tænke kreativt, så de ikke bare skal passe sig selv og deres kladdehæfte. I morgen skal vi eksempelvis spille banko i matematiktimen, dette vil jeg vende tilbage med. Når vejret er med os, bruger vi skolegården til undervisning, hvilket børnene elsker.

Siden mit sidste oplæg, har vi haft besøg af vores lærer, som besøgte Uganda med nogle turister. Vi tog søndag d. 06 med dem til Koboko hvor vi fortalte om vores oplevelser her i landet. Det var hyggeligt at se nogle danske hoveder igen.

Weekenden efter tog vi en hyggelig weekend til Kampala, hvor vi forkælede os selv med pizza og massage, hvilket var tiltrængt efter en lang uge med mange timer på hospitalet. Vi manglede forsyninger til vores frivillige arbejde, og tog forbi Sadolins hovedkvarter i Kampala og fik købt nyt maling. Vi fik købt gaver til familien og spiste på en luksuriøs restaurant den sidste aften inden vi tog bussen hjemad.

I går brugte vi dagen på at male på skolen. De har bygget en ny fløj på skolen med tre klasseværelser, som vi går og udsmykker. Resultatet blev godt (i kan se billeder under opslaget med billeder).

I går aftes blev vi inviteret ud at spise med familien. En dejlig aften, som rystede os lidt tættere sammen.

Nu vil jeg slutte af og tage hjem og bage pandekager med familien.

Tak for i læste med og på gensyn!

lørdag den 5. oktober 2013

Nye indtryk

Nye indtryk.

Jeg har nu været i Uganda i 6 uger. Vi begynder at falde bedre til her og føle os hjemme, hvilket er en skøn følelse. Vi er lige kommet hjem til Rita igen, efter at have passet et hus, for et sydafrikansk ægtepar. Vi havde varmt vand, bad, toilet, strøm og TV, alt det vi har gået og lægtes efter fra Danmark. Efter nogle dage begyndte vi at kede os, og savne nærheden fra vores afrikanske familie. Denne tryghed fandt vi ud af betyder alverden i vores hverdag hernede. Vi kan få nok så mange materielle goder, men det vil aldrig føles som Danmark alligevel, så det bare med at nyde vores afrikanske liv så længe vi nu er her.

Vi har fået mange nye indtryk på skolen vi arbejder på. Alt så fredfyldt og professionelt ud, lige efter barnets tarv, hvilket bare har været et godt førstehåndsindtryk. Vi har en forestilling om børnene bliver opdraget med fysisk afstraffelse ved dårlig opførsel hos deres familie. Denne korrupte form for dårlig kommunikation tager de med i skole. De banker hinanden hver andet øjeblik, hvilket vi bruger meget energi på at få stoppet. Vi prøver på bedste pædagogiske vis at forklare børnene de ikke skal slå, men fortælle hinanden hvis der er noget de ikke bryder sig om. Børnene er vant til at blive truet med tæsk, eller få en knytnæve i ryggen, skulderen eller et klap på deres bare hoveder, så når vi kommer og sætter regler gennem verbal kommunikation, har de ingen respekt for os, eller snarer ingen frygt. De ignorerer os, hvilket gør det udfordrende for os at få skabt et godt lærringsmiljø. Vi er begyndt at undervise og stå for dagens planlægning. Vi er opmærksomme på at børnene er mellem 3 og 5 år, hvilket gør det svært at sidde stille på en bænk i flere timer og skrive af fra tavlen. Vi stræber efter at undervise børnene i engelsk eller matematik i en halv time af gangen, hvor efter vi bruger lidt tid på leg og bevægelse. Vi bruger også leg og bevægelse i selve undervisningen, hvilket børnene elsker. Vi dokumentere alt undervisning og konkluderer efter endt uge, hvorefter inspektøren får det skriftligt, så de har mulighed for at udvide deres undervisningsmetoder og få ideer fra vores arbejde.

I søndags var jeg til et PTA-meeting (forældrerådsmøde). Jeg fik en skriftlig invitation med mødetid kl 11 am. Mødet begyndte så først kl 12, hvor til folk kom dumpende ind derefter. Vi nåede op på 9 mennekser, ud over personalet var der to forældre, hvilket kom bag på mig. Vi er vant til fra Danmark at forældrene engegerer sig i deres børns skolegang, hvilket bestemt ikke er tilfældet hernede. Skolens 5 årig plan blev fremlagt, der blev diskuteret forskellige aktiviteter for 2014 og snakket om de resurcer skolen mangler. Vi er blevet gjort opmærksom på skolens begrænsede ressourser, derfor er Sofie og jeg gået i gang med at finde ud af, hvad de mangler og se hvor meget vi kan skaffe gennem donationer og firmaer i Danmark. Det er et projekt vi lige har startet op, og vi er derfor ikke noget så langt, men jeg vil vænne tilbage med dette.

I lørdags besøgte vi Nacwola. Igen et stort indtryk og en succes for børnene. Da vi kom, sad de meget interesseret og quizzede, drengene mod pigerne, det var enormt hyggeligt. Efter de havde spist morgenmad, blev de undervist i førstehjælp. Børnene er meget engageret og ivrig for at lære, så det er som altid en fornøjelse at deltage i dette projekt.

Vi har en lang uge foran os, hvor vi skal færdiggøre vores malearbejde på hospitalet, og besøge Kampala.

Tak for i læste med og på gensyn!

Billeder

Da jeg ikke har kunnet finde ud af at få oprettet et billede galleri her på min blog, vil jeg opdatere dette indslag med nye billeder, så i må selv lige tjekke dette oplæg ind imellem.

Skolen

Børnene leger på legepladsen i pausen inden de skal ind og spise.

Drengene elsker at løbe rundt og lege med hjulene.

Vi gav børnene et sjippetorv ...

... som de blev utrolig glade for, så glade ...

... at de slet ikke ville hjem da de havde fri.

Selv lærerne vil være med.

Hm, de der par kunne jeg godt tænke mig.

Om fredagen ser børnene film. Her ser de film om god opførsel.

Morgensamling. Vi synger sange og beder bøn.

Selv primary ville vare med til at sjippe.

Primary beder morgenbøn.

Her sidder lærerne fra primary det meste af dagen. Vi spurgte hvor klasserne ikke havde underviserer hvortil de svarer, det fordi de skal have pauser, ellers bliver de for trætte.

Sofie holder lige pause, eller vi sidder og læser deres institutionsbeskrivelse.

Det var svært at komme ind på børnene i starten, de var for generte til at snakke med os, ikke engang deres navne ville de introducere os for, så derfor lavede vi en hinkerude. For enden skulle de stoppe, fortælle os deres navn, og derefter hoppe tilbage. Det var en stor succes.

Så stor at det blev en beskæftigelse i pauserne.

Den yngste elev i klassen, han er kun 3 år.

Undervisningen foregår sådan at børnene bare skal skrive det lærerne skriver på tavlen. Vi vil implementere andre lærringsformer og børnene elsker at komme op til tavlen.

Det kan være svært at koncentrere sig, i stedet for at afstraffe med tæsk, må man motivere børnene til læring.

Her øver vi os i bogstaver. Vi skriver dyrenes navne på tavlen, øver os i bogstavernes lyde hvorefter vi agerer som dyrerne.

Primary øver sig til paraden til Ugandas uafhængighedsdag d 9 oktober.

Vi sidder som publikum.

Denne lille guldklump er inspektørens søn.

Vi er klar til en hyggelig independence day med "Happy day".

Flere timers parade.

Det var en spændende oplevelse.

Og vigtigst af alt, børnene var glade.

Vores unger var mindst lige så glade som vores elever. Her er vi på vej ned i byen inden aftensmaden for at se paraden der går gennem byen.

Værtsfamilien

Tøsehygge på terrassen.

Vi er så glade for vores fine nye negle.

Vi savner lidt vaskemaskinen i Danmark.

Strygejernet er heller ikke helt nemt at håndtere.

Vi elsker at få besøg af familien. Det her er Ritas lille lækre barnebarn.

Det så hyggeligt når vi går hjem fra skole, kan vi se hvordan børnene samles og leger, danser og synger.

Frivilligt arbejde

Vi nyder de lange dage på hospitalet.

Arbejdet går fremad. Vi er stolte af resultatet.

Vi besøger Nacwola den sidste lørdag i måneden, og hygger med børnene.

Vi hjælper i køkkenet med deres frokost.

De får undervisning. Her bliver de lært i børns rettigheder.

Børnene på Nacwola quizzer.

Børnene nyder en kop the og et stykke brød.

Børnene bliver undervist i førstehjælp.

Vi fik fint besøg af nogle turister fra Danmark, som vi underholdte fra Arua til Koboko med praksisfortællinger og vores forståelse af kulturen.

Her bliver maden vist frem af Sofie.

Her sidder vores søde værtsmamma og fører en god samtale med vores lærer Peter og chauffør.

Vi nyder lidt dansk selskab.

White Castle

Vi tager hertil og opdatere blogs, da vi ikke har strøm hjemme hos Rita.

Og vi hygger os.

Drengen her søgte trøst hos mig, eftersom hans brødre blev ved med at kaste ham i poolen. En dejlig eftermiddag.

Sofie nyder en tur i poolen.

Hygge med pigerne fra Masindi.

Hygge og oplevelser.

En hyggelig weekend i Kampala.

Udsigten fra vores Balkon.

Sofie på hotelværelset

Yes, så skal vi have en omgang massage.

Det var anderledes men skønt!

Her skal vi til at nyde lidt lækker kage i Garden City.

Og en pizza røg der også ned!

Jeg elsker de store flotte elefanter, også selvom det er en statue ude foran Oasis centeret.

Glade piger, der nyder tilværelsen. Der skal være plads til lidt pigehygge og fjol ind imellem.

Vi mødte lige en abe på vej hjem i bussen.

Vores personlige lille projekt.

De havde lige fået tre små hundehvalpe på skolen vi arbejder på. Tre blev hurtigt til to, da den første døde. En anden ville snart dø at sult og mangel på behandling hvis vi ikke havde gjort noget. Vi fik derfor overtaget hunden, kørt den til dyrlægen hvor den fik de nødvendige behandlinger og vacciner, og vores plan var at gøre en indsats, for at få hende med til Danmark. Vi mødte et døgn efter en familie der kom fra Sydamerika, som bor her i Arua, som søgte et kæledyr. De så loriale ud, tog sig godt af hunden og det blev derfor deres, så hun slap for den lange tur til Danmark.

Dagen efter mødte vi parret, der stod med et problem, da de skulle på forretningsrejse. Vi flyttede derfor ind i deres lækre store hus med VARMT VAND, BRUSEBAD OG STRØM.