Læringsmål

Læringsmål.

Jeg vil under min praktik her i Uganda, arbejde med 7 læringsmål jeg har udarbejdet. Jeg vil løbende opdatere dette oplæg, og besvare hvordan jeg har arbejdet med mine mål, så hvis i vil se hvad jeg får ud af mit ophold, må i holde øje med oplægget.

Jeg ønsker at udvikle en bredere kulturforståelse, for at kunne fungere som pædagog i et land som Danmark, hvor vi i et større og større omfang fungerer som et multietnisk samfund. Dette vil jeg gøre ved at bo, arbejde og leve i Uganda og indordne mig under deres forhold. 

Jeg har boet og arbejdet i Uganda i 10 uger, hvilket har givet mig et godt indtryk af kulturen her i landet. Det er ikke en undertrykkelse at sige at kulturen i Uganda mildest talt adskiller sig fra den danske kultur. Jeg har stadig ikke fundet den ideelle måde at tackle de forskellige kultursammenstød der forekommer. Fysisk afstraffelse er en almen metode, det virker dog til, de er ved at bryde med de gamle normer, om det er spil for galleriet, er jeg endnu ikke sikker på.

Her i landet bliver børnene nedprioriteret frem for de voksne. Dette kan ses på skolen. Børnene skal ned og ligge på knæ, når de henvender sig til læren. Lærerne får kæmpe potioner af mad, hvorimod børnenes kopper ikke engang er halvt fyldt. Børnene skal gå ud i køkkenet med lærernes servise, mens de nyder tilværelsen siddende på stolene. Lærerne kalder på børnene, som er midt i en leg, for at de skal hente stole til os, hvilket er stik mod min vilje og direkte ubehageligt, da mine ben intet fejler og jeg sagtens kan stå op, eller hente min egen stol, men at gøre oprør gør ingen forskel.

Jeg bor dog alligevel i et land med et folkefærd der består af gensiddig respekt. Menneskerne opkring mig er venlige, hjælpsomme og glad for en lille snak på vejen. Jeg lever i et multireligiøst samfund, hvor der er plads til alle, hvor man hver især kan dyrke sin egen tro. På skolen, hvor jeg arbejder, er alle religioner ligeså accepteret. Børnene har fri på de kristne helligdage såsom påske, men også på de muslimske helligdage eksempelvis Eid. Der er ikke en enkelt ugandisk kultur, men mange forskellige kulturelle grupper. 

Der er ca. 22,2 millioner indbyggere i Uganda, hvor størstedelen bor på landet. Der bliver snakket 33 forskellige sprog, hvor deres fællessprog er engelsk, og hvert individ laver sin egen kultur. Ugandas grundlov omtaler 57 forskellige folkestammer, som overordnet bliver defineret i tre hovedgrupper: Bantu-gruppen, Niloterne og Nilo-hamitterne.

Samfundet er ligeså bygget op efter et princip om at du hjælper dine medmennesker. Hvis din slægtning, nabo eller anden bekendt spørg om hjælp, står du altid til rådighed med det du kan undvære. En familie der kun lige har mad nok til at brødføde alle munde, som kun lige har råd til tøj, der dækker det mest nødvendige på kroppen, kan altid finde lidt ekstra, som kan gavne en familie der har mindre. Vi oplevede dette på nær hånd, da vi i sidste uge kom hjem fra skole og fandt nabopigerne (3-6 år) spise med til frokost. Moren havde efterladt dem med et tomt køkken og sultne maver, og selvom Rita, efter sin mands ulykke med en hjerneblødning, er enlig forsørger med mange udgifter til eksempelvis medicin, lægebesøg og skolebetaling, finder hun alligevel mad nok til os alle, hvilket jeg har stor respekt for. Næstekærligheden er stor hernede!

Befolkningen er dog ikke ligeså punktlig med tiden som vi kender det fra Danmark. Her lever vi efter ”african time” hvilket vil sige, du praktisk talt kommer som det passer dig. Eksempelvis når vejret er dårligt (hvilket sagtens kan forekomme da vi har regntid), kommer både lærere og børn når regnen er stoppet, om klokken bliver 9 eller 10 gør ingen forskel. Sofie og jeg har tit opgaver til ud på aftenen. Det kan være arbejde på hospitalet eller blogskrivning, hvor vi tager hen på det nærliggende hotel for at få strøm. Vi kan spørge familien hvornår vi skal være hjemme til aftensmad. Vi er der til tiden, hvor vi sagtens kan sidde og vente op til en time, det er små problematikker, men som faktisk kan være svære at vænne sig til.

Aftensmaden er familiens samlingspunkt hernede. Her samles alle, nogle gange i tavshed og andre gange i grin og latter. 

Fordi vi er hvide, får vi altid besked på at tage først, selvfølgelig først efter bordbønnen. Bordet er dækket med bestik til os, men resten af familien spiser med fingrene. Hernede spiser man med fingrene til ære for Gud. Det er Gud der skabte mennesket med de bare hænder, dermed æres han ved at spise med fingrene.

Ugens første dag er søndag hernede, og en dag som er hellig. Da vi bor i et meget religiøst samfund, bliver søndagen brugt på kirkegang og bøn. Som jeg har beskrevet på en af de andre blogindslag, er det en ubeskrivelig oplevelse, som på ingen måde kan beskrives retfærdigt, det skal opleves. Ligeså om søndagen bliver der gjort lidt ekstra ud af påklædningen, hvilket er svært at tro kan lade sig gøre, eftersom uganderne klæder sig meget fint og farverigt på, med mønstre og pallietter, hvilket jeg elsker. Men søndagen hernede er i bund og grund en festdag der skal holdes hellig.

Vi lever i et samfund hvor ressourcerne er små og sparsommelige. Landet er fattigt hvor ca. 35 procent af Ugandas befolkning lever under fattigdomsgrænsen (man har under 7 kroner at leve for om dagen). En af nabopigerne er blevet efterladt af sine forældre og bor nu med sine to ældre søskende. Pigerne har ca. 2000 shillings at leve for om dagen, hvilket svarer til 4 kroner.

Dette har også indflydelse på deres helbred. Den gennemsnitlige levealder er på 42 år og børnedødeligheden er på 121 ud af 1000 børn. Vi ser mange mennesker med et medfødt handicap, som vi i Danmark kan rette op på, men som hernede bliver værre og værre. Vi har set en mand gå på indersiden af hans læg, det så helt vanvittigt ud, men han klarede sig, og havde overskud til at hilse på os med et stort smil på læben, hvilket rør mig dybt. Uganderne har en stor livsglæde, selvom de ingen ting har. De lever med et håb. Et håb om at alting nok skal lykkes. 

Kilder:

http://afrikamag.dk/

Jeg vil undersøge hvilke vilkår børnene kommer fra, har levet under og lever under. Jeg vil forsøge at komme nærmere ind på nogle af deres livshistorier, for at lære dem bedre at kende.

1986 blev begyndelsen på en 20 årig lang konflikt i Norduganda. Joseph Kony som tilhørte Acholi-stammen, blev meget optaget af en kvindelig prædikant Alice Auma. Hun etablerede gruppen vi i dag kender som LRA (Lord’s Resistance Army). I 1987 da hun blev tvunget i eksil, overtog Kony ledelsen. Han opfattede sig selv som Guds talsmand. Han oprettede en paramilitær gruppe, der gjorde oprør mod den ugandiske præsident Yoweri Museveni. Konys mål med de voldelige aktioner mod civilbefolkningen var at overtage magten i Uganda og styre landet efter biblen og de 10 bud. Han hvervede soldater til sin hær ved at bortføre børn i området nord for Nilen mellem Gulu, Lira og Kitgum. De blev tvunget til at torturere og slå deres medfanger, søskende og forældre ihjel. Valget var at følge ordre eller selv blive dræbt. Det var i bund og grund hele befolkningen der blev taget som gidsel.

Museveni beordrede alle civile til at flytte ind i IDP-lejre (Internt Displaced People) og efterlade deres land, de som ikke adlød, blev bombet. Samfundet og ikke mindst børnene lider stadig efter krigens afslutning. Den internationale støtte ophørte for tidligt, i forhold til det nordlige Uganda skulle bygges op på ny. Uganderne flyttede fra lejrerne og tilbage til landet til deres hjemområder. De har ikke haft mulighed for, under krigen, at dyrke deres jord, så høsten gav ikke mad på bordet. De bor langt fra hospitaler, sundhedscentre og indkøbsmuligheder, som fører til at børn stadig den dag i dag er voldsomt fejlenærede. Det gavner heller ikke at landet er præget af udpræget korruption, hvilket medfører at lande som Sverige, Norge, Irland, Tyskland, Storbritannien og Danmark har indstillet deres økonomiske støtte til Uganda.

Børn blev set som små passive voksne. Arbejdskraften var betydningsfuld, deres meninger skulle de holder for sig selv. Børn levede efter ordsproget ”børn skal ses men ikke høres”.

Uganda er i god udvikling og børnene får i større og større grad lov til at være børn. Vi har interviewet skoleinspektøren som udtalte ”When the school is off, they go home, some of them are going to help with the work at home, some of them are going to play and relax”.

Det er dog stadig normalt at mange unge piger I en alder af 15-18 år bliver giftet bort og stifter familie, hvortil deres uddannelse ophører, da det er meget dyrt at uddanne sig her i landet.

Ideen om fysisk afstraffelse er ligeledes under modernisering. Det er blevet ulovligt at slå børn, og vi møder mennesker der er af samme holdning som os; fysisk afstraffelse fører til forvirring og en negativ selvopfattelse.

Vi skal ikke langt tilbage før det var normalt at børnene arbejdede i hjemmet i stedet for at gå i skole. Vi ser nu næsten alle børn i vores nabolag gå i skole hver dag, hvilket er normen i dag, der forekommer dog undtagelser, når familien er så fattig, at de ikke har råd til barnets skolegang, de kan være heldige at nabolaget eller familie hjælper med betalingen, da man i dag er klar over vigtigheden af at få en uddannelse.

Vi har arbejdet med børnenes livshistorier for at få et større kendskab til dem og ikke bare deres forhistorie. Det var en stor udfordring da kommunikationsbarrieren er stor.

Arbejdet med livshistorier kan have en indvirkning på identitetsdannelsen, så derfor fandt vi arbejdet interessant, da børnene her ikke ses som individer men en samlet gruppe. Det har derfor været vigtigt for os, at gøre børnene opmærksomme på at vi er forskellige og at vi alle sammen har forskellige meninger og holdninger.

Børnene havde svært ved at kommunikere med os. Når de fortalt noget, var det ofte uden en handling (start-midte-slutning), derfor valgte vi at sætte rammerne for projektet. Fortællingerne skulle foregå gennem nogle tegninger de skulle lave, hvilket gav et bedre udfald. Børnene er stadig så små, men ved hjælp af tegningerne og kommunikation med lærerne og inspektøren fandt vi frem til nogle af børnenes baggrund og familieforhold. Det har været et interessant projekt, næste gang ville jeg dog nok vælge en lidt større aldersgruppe.  

Kilder:

http://afrikamag.dk/

The Lord's Resistance Army, myth and reality af Tim Allen og Koen Vlassenroot, 2010.

Jeg vil tilegne mig viden om omsorgssvigtede børn, samt læse relevant litteratur om tilknytningsteori. Jeg ønsker yderligere at undersøge om der er forskel på måden at se omsorgssvigt på i Uganda fra måden vi ser på det i Danmark, ved evt. at læse om konflikten i nord, hvor Kony bortførte børn og brugte dem som børnesoldater.

Konflikten i nord har givet et indtryk af hvilke svigt uganderne har stået overfor i mange år.

Jeg har i forlængelse heraf læst en bog (Aboke Girls – children abducted in northern Uganda by Els de Temmerman), som er sammensat af kilder, der har oplevet krigen tæt på, og som er blevet bekræftet af flere kilder tæt på hovedkilden. Bogen giver et detaljeret indblik i den hverdag de stakkels børn led under.
En af de piger der blev bortført fortæller om det første døgn efter de var blevet bortført. Hun fortæller om hvordan de går på deres bare fødder i et døgn unden hverken vådt eller tørt. Hun beskriver mødet med lejren de kommer til, hvor de bliver pisket af deres medfanger, og hvordan de resterende skal tilse grusomhedderne uden at vise tegn på medfølelse. De blev skræmt fra at flygte, de vidste chancen var stor for at blive fundet igen og pisket, de havde ingen steder at vende tilbage til, da de frygtede for deres familiers sikkerhed, og de fik endda fortalt hvis de flygtede, ville det gå ud over den gruppe de tilhørte. Selvom de var blevet bortført fra deres familier, sultet, udnyttet og pisket, var det alligevel soldaterne de havde mest ondt af, da de ligesom dem, var børn der var blevet bortført og nu tvunget til at begå kriminalitet; ”Suddenly she felt sorry for those boys, her abducters; who where now holding guns instead of pens, and had become the terror rather than the pride of the north”.

Da krigen sluttede led børnene stadig under flere års fangeskab. De bebrejdede sig selv for alt den død og ødelæggelse de havde været skyld i, de bebrejdede deres forældre for ikke at have passet på dem og beskyttet dem mod denne tortur og de bebrejdede verden for ikke at have reddet dem. De ønskede ikke at flytte tilbage til deres forældre, men at bo på krisecenteret hvor de befandt sig med andre der havde oplevet det samme, som havde gjort de samme forbrydelser, hvor ingen bebrejdede dem for deres handlinger.

Det er en typisk reaktion et barn står tilbage med efter et svigt.
Vi har en pige der går i vores klasse, og som bor tæt ved os. Vores værtsmamma kender familien, hvor vi herigennem har fået indsigt i hendes privatliv. Hun er 5 år gammel og har på de 5 år oplevet svigt i en grad vi andre ikke engang kan forestille os. Hendes far forlod familien da hun var ganske spæd. For et år siden forlod hendes mor hende til fordel for en mand. Hun flyttede hjem til ham i Sudan og pigen bor nu alene med hendes ældre søskende. Hendes mor sender penge til dem, hvad der svarer til 4,- Kr om dagen. Pigen er stærkt fejlernæret, går og bøvler med maveproblemer, og er tit ked af det. Vi oplever hun ikke kan følge med i undervisningen, men hun holder sig i ro og sidder i sin egen verden. Hun har svært ved at kende forskel på bogstaver og tal, og hendes motoriske færdigheder følger heller ikke hendes alderstrin, eksempelvis er hendes balance ukontrolleret og ringe. Hun er dog fantastisk dygtig til at tegne, hvilket jeg blev opmærksom på da vi havde om livsfortællinger. Vi gav hvert barn et stykke papir hvor de skulle tegne deres familie og slutteligt skulle fortælle os andre om familieforholdene. Hun deltog aktivt (for sig selv) i timen, tegnede sin familie, holdt frikvater og da vi efter pausen skulle holde et lille oplæg blev hun ked af det, dårlig og søgte ly på inspektørens kontor, hvorefter hun blev ringet hjem.
Det var helt tydeligt hun ikke ønskede at deltage i den sidste del af aktiviteten, og pga manglende opmærksomhed fra lærernes side, snakker børnene ikke om deres problemer. Hun kunne sagtens være blevet fritaget fra den sidste del (i min undervisning).  

Kari Killén snakker om en tilknytningsmodel i bogen ”Omsorgssvigt er alles ansvar”. Det er en model der beskriver samspillet mellem barnet og dets omgivelser. Barnets udvikling og processerne omkring barnet er i bevægelse og kan ændres. De påvirkes af hinanden. I midten står barnet med sin selvopfattelse og oplevelse af sig selv og omgivelserne. Disse påvirkes af og påvirker det samspil, der finder sted mellem barnet og de forskellige elementer uden for dets cirkel. Disse udgøres af forældrene, deres samliv, det sociale netværk, socioøkonomiske faktorer og samfundsmæssige- og socio-kulturelle forhold.
Under optimale forhold opfatter forældrene barnet og dets behov forholdvis realistisk. De har forventninger til deres forældrerolle som stemmer overens med barnets. De prioriterer i forhold til barnets behov og udvikling. Disse forældre har tilsynladende selv haft nogle gode rollemodeller at se op til. Barnet stiller ikke større krav til forældrene end hvad de kan leve op til.
Forældrene lever et samliv som muliggør udvikling af både fælles og individuel identitet. Der er plads til barnet som ikke truer deres tilværelse men beriger den.
De socioøkonomiske forhold er stabile, hvor arbejde, bolig og økonomi ikke kræver ekstra energi at opretholde, og ikke volder større problemer end de kan håndteres.
Det sociale netværk er støttende, bekræftigende og giver inspiration til familien.
De kulturelle normer understøtter en opdragelse som står i forhold til barnets behov. Elementerne kan på forskellige tidspunkter trues eller ødelægges, hvilket pigen fra min klasse, D, oplevede. Hendes forventninger til forældrene, om at de skulle være der for hende, give hende en tryg opvækst med kærlighed og omsorg, krakelerede og hun står nu alene, hvilket kan føre til usikkerhed, forvirring, angst, aggression og sorg. Hendes mor har tilsyneladende ikke fået opfyldt sine egne behov efter hendes far forlod dem, hun har måske følt skyld overfor hendes familie og ikke har haft energi nok til, at D har krævet noget af hende. Når barnet kræver mere, end vi er i stand til at give og opførere sig negativt anderledes, end vi forventer, kan den negative side i en periode gøre sig stærkest gældende, hvilket måske i et øjeblik af angst, svaghed og egoisme, fik moderen til at forlade dem, og nu har en ny familie hvor hendes børn ikke er velkomne. D’s reaktion på dette svigt er isolation. Hun knytter sig ikke til hendes omgivelser. Hun ser hendes klassekammerater an, hver eneste dag, inden hun begynder at lege. Når hun bliver ked af det, sætter hun sig bagved i stedet for at henvender sig til os eller en af de andre lærere. Hun ønsker ikke nærkontakt, eller hun er i hvert fald ikke vant til det. Jeg sad eksempelvis med hende en eftermiddag på inspektørens kontor da hun var syg. Vi prøvede at få kontakt til hjemmet. Hun forventede hele tiden jeg ville gå tilbage til klassen og fortsætte undervisningen og lade hende sidde der. Hun ville ikke snakke med mig på tomandshånd, det var først efter en halv time, måske tre kvarter at jeg fik kontakt med hende, hun puttede sig ind til mig, og slappede fuldstændig af (jeg havde været på skolen i 2 måneder der). Jeg føler jeg står i et dilemma, da jeg ønsker en tæt relation til denne lille pige, jeg ønsker hun ved hun kan knytte sig til mig, men på den anden side rejser jeg om kort tid, jeg forlader hende, som kan føre til endnu et svigt. Jeg har derfor forsøgt at hjælpe hende med at få en god relation til hendes kammerater, ud over den relation hende og jeg har opbygget.

 

Der bliver set anderledes på omsorgssvigt her i Uganda end vi ser på det i Danmark.
Vi interviewede en kvinde der arbejder for politiet ”Child Care Protection Unit”, for at få indsigt i måden der bliver arbejdet med dette på. Hvis skolen oplever børn lide af omsorgssvigt hjemmefra, tager de kontakt til denne afdeling, og gennem møder med skolen og forældre bliver der fundet en løsning. Forældrene kan gøre en indsats for at rette op på situationen ellers bliver barnet fjernet og flyttet til et andet familiemedlem, en moster eller tante. Når barnet er blevet flyttet, er det i sikkerhed og lever nu en tryg og ubekymrende barndom. Så længe barnet har tag over hovedet, ikke bliver slået, får mad og tøj, ser de ikke barnet blive udsat for svigt.
Den store forskel på måden man ser omsorgssvigt på i Uganda og i Danmark er det følelsesmæssige svigt. Uganda er endnu ikke nået dertil. Der bliver ikke tænkt på at barnet stadig kan lide følelsesmæssigt under svigtet når det bor hos tanten, de lever efter ordsproget ”ude af øje, ude af sind”.

Jeg ønsker at tilegne mig viden omkring de pædagogiske arbejdsmetoder, der bruges og arbejdes ud fra som lærer/pædagog i Uganda. For at få det maksimale kendskab til dette, vil jeg observere hvordan lærerne underviser deres elever og reflektere over arbejdsmetoden i forhold til min egen.

I Uganda er fagligheden desværre ikke så veludviklet som vi ser det i de europæiske lande. Lærerne følger en bog, som består af 12 temaer, børnene skal læres i, i løbet af året. Hvordan lærerne bruger materialet og hvordan de formidler det ud til børnene, er op til dem selv. De skal ikke dokumentere deres undervisning, hvilket mindsker deres muligheder for refleksion.

Vi har kun set dem benytte sig af tavleundervisning. Det foregår ved at læren skriver en sætning, som børnene skal læse højt i fællesskab og efterfølgende skrive den gentagende gange i kladdehæftet.

De virker ikke interesseret i, at nå barnet hvor det befinder sig. Jeg så gerne de tilpassede undervisningen til barnet, da det i Uganda er barnet der skal tilpasse sig unervisningen, hvilket gør mange bliver tabt. Dette ser lærerne dog ikke, da de selv laver eksamensopgaverne. De sidder med børnene på tomanshånd, og retter deres svar til (under eksermineringen), hvis de ikke er korrekte, ydermere har lærerne allerede lavet en skitse, som børnene blot skal afskrive.
Sofie og jeg har flere gange oplevet læreren overtage børnenes opgaver når vi har stillet dem over for en anderledes udfordring. Vi gav dem eksempelvis en matematik-opgave, hvor de skulle lave en tegning ved at følge talene, en for en, op til 50. Vi havde delt dem i par, for de kunne arbejde sammen om at nå malet. Vi fortæller læreren at det er en samarbejdsøvelse, men det ender med hun laver alle tegningerne, hvilket børnene naturligvis intet lærer af. Sofie og jeg har observeret at lærerne lægger fokus på målet, hvor vi som pædagoger er optaget af processen. Så længe processen er lærerig, er vi tilbøjelig til at tilpasse målet. Eksempelvis ved samarbejdsopgaven var det samarbejdet der var betydningsfuldt, ikke om tegningen blev korrekt.

Jeg vil udarbejde nogle aktiviteter hvor jeg er opmærksom på hvilke forskellige kompetencer aktiviteterne udvikler. Jeg vil i forlængelse spørge til feed-back for at undersøge professionsbevidstheden de ansatte har på skolen, hvortil jeg ville stille mig kritisk og reflekterende for at blive opmærksom på egen professionsbevidsthed.

Vi har brugt aktiviteterne som supplement til undervisningen og forsøgt at have fokus på at få lidt lærerigt ud af processen.

Vi har fokuseret på tre kompetencegrupper, som vi har haft et ønske om at stimulere; de sproglige kompetencer, de kropslige/motoriske kompetencer og de sociale kompetencer. Hvis børn skal udvikle sig optimalt – intellektuelt, kropsligt og socialt – må voksne give dem mulighed for at lære på den måde, der er den mest naturlige for børn: Med hele kroppen, udtaler hjerneforsker, Kjeld Fredens. De erfaringer, barnet gør med sin krop, er grundlaget for udvikling af såvel personlighed som intellekt. Vi har derfor fundet det vigtigt at indføre nogle flere aktiviteter, så børnene kan få brugt deres krop og blive mere kropsbevidste.

Når vi taler sammen spiller rytmen en afgørende rolle. Talesprog synkroniseres med kropssprog og mimik.

Børn skal være motiveret og befinde sig i et fantasiskabende rum, for at udvikle sine færdigheder. Det er vigtigt at barnets sproglige færdigheder bliver trænet da sproget er et vigtigt element i legen, jo bedre en sprogfoståelse barnet har, jo større chance har det for at interagere i en leg med sine kammerater, som styrker deres selvfølelse, som fører til en større indlæringslyst.

Et barn som kan bruge kroppen på en ubesværet måde, opfatter tryghed ved sin krop. At lege indebærer involvering og deltagelse med hele kroppen. Derfor udvikler barnet i høj grad tro på sig selv og på egne kompetencer ved hjælp af kropslig aktivitet. En motorisk sikker krop er indgangen til samspil og sammenhold.

Vigtigheden ved at få stimuleret de sociale kompetencer er for at sikre børnene anerkendes og respekteres, de skal have følelsen af at høre til, og at høre til i et fællesskab, hvor man spejler sig i hinanden. Børnene skal føle sig trygge og have tillid i deres relationer til omverdenen. Vi har haft fokus på at de inddrages og opmuntres til at være aktive deltagere i fællesskabet. Vi har haft et ønske om at de lærer at samarbejde med hinanden.

Vi har danset ”boogie woogie” hvor vores fokus lå på at få øvet forholdsorderne, eksempelvis at hånden er foran og bagved.

Vi lærte børnene udfordringerne ved at hinke i hinkerude. Børnene bliver her trænet i at koordinere mellem at hoppe på et og to ben, hvilket er svært for nogle. Vi styrkede dem også sprogligt, ved de skulle fortælle deres navn, og være mindre generte.

Kongens efterfølger har også været en aktivitet vi har benyttet os af. Vi har styrket deres motorik på alle tænklige måder, gå på tær, hoppe som en frø, løbe baglæns, koordinere arme og ben, mv. Ligeledes blev de også trænet i at vente på deres tur, og alle skulle lede gruppen, så de stille piger vi har, blev ”tvunget” til at lede, hvilket gav stor succes, som styrkede deres selvværd.

Vi har stimuleret sproget ved at lege legen ”news”. Her skal de en efter en komme op til tavlen og fortælle en nyhed, som de andre skal kommentere på. Det var en kamp i starten, da de ikke turde sige noget som vi igangsatte, men vi har trænet og trænet, og nu elsker børnene det.

Vores arbejde med livsfortællinger styrkede ligeså deres sproglige kompetence, ved de skulle stå foran os alle og fortælle om deres familie. De som havde brug for en hjælpende hånd, kom igennem det ved vi stillede dem spørgsmål som de blot skulle besvarre. Denne øvelse styrkede ligeså deres kreativitet og fantasi. Tegningerne hænger nu til udstilling i klasseværelset, som giver et godt fælles tredje, vi alle kan snakke om, som styrker vores fællesskab i klassen.

Vi synger mange sange som ligeså styrker deres sproglige kompetencer, og styrker motorikken ved at fylde dem med fagter og trin, som de skal koncentrere sig om at udføre.

Memory har været en rigtig god samarbejdsøvelse. Børnene skulle i par finde frem til et dyr og udføre en lille efterligning, når der blev pejet på dem. Vi havde fokus på samarbejde, men deres koncentrationsøvelse blev ligeså styrket, de skulle være kreative, og fagterne styrkede motorikken.

Endnu en øvelse vi benyttede os af for at styrke fællesskabet i klassen, var samarbejdsøvelse om at lave en tegning ved at følge tallene fra 1-50. Jeg tror på udbyttet kunne have været blevet godt, hvis ikke læren havde overtaget den. Det fungerede godt i starten, selvom tegningerne ikke blev korrekte, børnene talte stadig sammen og hyggede sig, hvilket var vores mål med øvelsen, at man sagtens kan hygge sig uden at skulle råbe, løbe rundt i klassen, og slå hinanden.

Den sidste aktivitet jeg vil nævne er staffet, som var en stor succes. De hæppede på hinanden og hjælp hinanden igennem som hold. De skulle være tålmodige og vente på det blev deres tur.  

Jeg kunne nævne en masse andre aktiviteter, fodboldkampen, sæbeboble-legen, papirfly, ”jorden-er-giftig” med balloner, spejlingsøvelsen m.m. En aktivitet styrker tit flere af børnenes kompetencer på en gang, og børnene hygger sig så snart de bliver aktiveret, som mindsker slåskampene.

Da kommunikationen her på skolen er ret fattig mellem os og lærerne valgte vi at få arrangeret et personalemøde, for at kunne få svar på vores spørgsmål, og de kunne få mulighed for at stille spørgsmål til vores måde at agere på, og vores profession, da de nu ved vi ikke er lærerstuderende men ”social workers”. Dette er dog det mest ringe møde jeg nogensinde har deltaget i. De grinte hver gang vi udlagde en holdning (hvilket er normalt hernede), de var tavse når vi spurgte om et spørgsmål, og havde ingen kritiske spørgsmål til vores handlinger, så kort sagt fik vi intet ud af mødet. Jeg vil mene de ikke reflekterer og stiller sig kritisk til hverken min eller deres egen profession. De føjer os pga. vores hudfarve, hvilket er dybt frustrerende, da jeg har brug for at blive stillet kritisk overfor mine handlinger.

Sofie og jeg sparrer derfor meget med hinanden. Vi stiller kritiske spørgsmål til hinandens handlinger, så vi bliver tvunget til både at stille sig kritisk på en respektabel måde og at sætte ord på vores handlinger og derved reflekterer over vores egen profession. 

http://dcum.dk/undervisningsmiljoe/bevaegelse-er-fundamental-for-boern

Jeg vil undersøge hvordan lærere og pædagoger samarbejder på skolen. Jeg er spændt på at se hvordan de tager imod mine ideer.      

Det har både været en udfordring og en oplevelse at være en del af et samarbejde i en anden kultur. Jeg har oplevet hvor stor en betydning mine forventninger og min forforståelse har haft på mit arbejde her på skolen, og hvor stor betydningen mine kollegaers forforståelse for min tilstedeværelse har været for vores samarbejde. Jeg rejste til Uganda med troen på at jeg ville blive behandlet på lige fod med mine kollegaer. Skoleinspektøren, lærerne og dertil også børnene var da af en anden forforståelse. Jeg kommer fra Europa, jeg er hvid og derfor har jeg mange penge og en stor viden (ifølge dem), derfor havde de høje forventninger til at jeg kom og forbedrede skolen og undervisningen. På min første dag skulle jeg skrive hvilke planer jeg havde, mine forventninger og hvad jeg ville ændre, hvilket var en helt usansynlig forventning, da jeg endnu ikke havde observeret dagen på Happy Day. Efterfølgende spurgte inspektøren hver gang han mødte os, hvilke ideer vi havde, som lagde et stort pres. Vi aftalte at Sofie og jeg ville prøve vores ideer af og derefter nedskrive vores konklussion, som inspektøren ville få tildelt, hvilket han var meget tilfreds med.

Her på skolen er vi opdelt, nok grundet vores forskellige opfattelser af hvordan man agerer i forhold til børnene. Jeg er stærk modstander af fysiske overgreb, som jeg allerede vil betegne ved fasttagelse af barnet i armene. Her til morgen kom en lille pige glad ind af døren, dog for sent, men gik stille hen mod en tom plads. En lærer griber pludseligt fat i barnet bagfra. Selv jeg blev forskrækket, så jeg kan kun forestille mig hvordan den lille pige må have haft det, der står med tårer i øjnene og skal forklare hvorfor hun ikke var der dagen forinden, som ifølge mig slet ikke er noget barnet skal stå til ansvar for. Børnene får tillagt et alt for stort ansvar i forhold til de kun er 4 år.

Vi har udlagt vores syn på deres arbejdsmetoder og hvad der i vores øjne kunne forbedres. Lærerne er enige, de stiller ingen kritiske spørgsmål, og de ændre heller ikke noget, da det tager for meget energi og metoderne de bruger nu ”jo virker fint nok”.

I timerne forgår samarbejdet på den måde at Sofie og jeg skiftes til at undervise og lærerne står får disciplinen med de skal sidde pænt, være stille og lyttende, samt oversætter når de ikke forstår hvad vi forklarer. Lærerne støtter op om vores ideer, de er meget engageret i vores undervisning, hvortil de tiltider kommer til at tage over og direkte laver børnenes opgaver. I pauserne holder lærerne opsyn fra pausetræet (et skyggetræ lærerne hygger sig under) hvor vi deltager aktivt i leg og aktivitet.

Lærerne har påtaget sig rollen som vagtmænd. De kommenterer de få gange vi er kommet 5 minutter for sent, selvom de lever efter african-time, og de føler sig berettiget til at konsultere os hvis vi har haft en fridag, selvom vi altid underretter inspektøren.
Enten irettesætter lærerne både os og børnene, ellers synker de ned på børnenes niveau og skal deltage i legene vi arangerer og indimellem overtager det hele, vi har ikke et decideret samarbejde.
                                                                                                                                                                                                                                                       

Jeg ønsker at lave et dansk-ugandisk forløb med børnene. Jeg vil have fokus på relationsopbyggende aktiviteter, deres selvbevidsthed i form af medbestemmelse og succesoplevelser, samt en bredere kulturforståelse for begge parter.

Jeg valgte at lave et forløb som strakte sig over en uge. Jeg havde svært ved at gribe forløbet an, da jeg syntes det var interessant at fortælle dem om det land jeg kommer fra, men samtidig skulle finde ud af hvad der havde relevans, så de ikke bliver forvirret.

Jeg startede stille ud ved at bibeholde deres morgensamling, med de faste sange og rutiner. I forlængelse af det begyndte jeg at lære dem skummerdrengen, som de syntes er sjov, og foreslår den hver gang jeg spørg ind til en sang. De øver sig med hinandens hjælp i pauserne, som har givet et godt fællesskab.

Jeg har holdt et mindre foredrag om Danmark, eks. vores historie om Holger Danske, vores traditioner og har ladt dem høre lidt dansk. Jeg har tilegnet mig lidt viden om Uganda gennem internettet og Rita, og spurgte ind til deres historie, de sagde ikke meget, så jeg stillede dem spørgsmål på baggrund af min begrænsede viden, og vi fik på den måde en samtale op at køre. Jeg lod dem høre jeg også kunne lidt afrikansk, hvilket morede dem. Vi har snakket lidt om konflikten her i nord og om første og anden verdenskrig. I forlængelse heraf gik vi ud og legede ”jeg melder krig”, som børnene syntes var rigtig sjovt, selvom de for det meste bare løb efter bolden.

Da vi har haft lidt om livshistorier, snakkede jeg lidt om familiens betydning i Danmark og Uganda og hvilken familiær forskel der er. Vi snakkede om hvordan de ældre blev plejet af familien selv og om hvordan hele familien samler penge ind til bryllupper, så brudeparret ikke skal bruge en formue. Vi har ligeledes snakket om hvor mange medlemer en familie består af, da det er normalt, man bor sammen med sine forældre, søskende, besteforældre, niecer m.v. Vi kom også ind på børnenes rolle i familie angående leg og arbejde. Hver gang stillede jeg det i kontrast til Danmark, og fortalte om mine erfaringer fra mit hjemland.

I forlængelse her af kom vi ind på dyrernes betydning, da vi jo i Danmark har stor kærlighed for dyrerne og bruger dem som kæledyr, som de stadig finder dybt mærkeligt her i Uganda.

Jeg har gjort dem opmærksom på min hudfarve er forskellig, men at vi ellers er ens. Vi har sammenlignet arme, ben, fingre, tæer og jeg har vist dem, ved et lille stik i min finger, at vi også begge har rødt blod. Dette var børnene dybt optaget af.

Jeg har været meget optaget af H.C. Andersens eventyr. Jeg prøvede på bedste vis at oversætte eventyret ”den grimme ælling” til engelsk og fik læst den højt. Vi snakkede om indholdet bagefter og blev enige om at vi alle kan bidrage med noget, ligemeget vores udseende. Dette er en relevant pointe, da min hudfarve har gjort det svært for mig at undervise børnene p.g.a. frygt og usikkerhed.

Dagen efter skrev vi en historie sammen. Vi var få børn p.g.a. regnvejret, så det var en hyggelig aktivitet. Historien handlede om Hassan og lille Lise, som drillede hinanden fordi de var så forskellige og var utrygge ved det uvisse. De blev gennem leg, bevidste om at de kunne det samme, og endte med at blive de bedste venner. Børnene har efterfølgende relateret til historien både i klassen og ved leg.

Vi har hygget en eftermiddag med en tegnefilm, som børn i Danmark jo elsker at bruge tid på (og også voksne for den sags skyld). Vi har fået tilsendt lidt dansk slik de også fik lov at smage, lakrids syntes de dog smager lidt underligt.

Vi er begyndt at synge julesange til morgensamling. Da børnene keder sig, nu hvor eksamenerne er gået i gang og de har meget tid hvor de er overladt til sig selv, har vi vist dem et lille klip fra Pyrus julekalenderen, som de var helt vilde med.

Det har været utrolig spændende at arbejde med mine læringsmål, og jeg håber i har fået lige så meget ud af at læse dem, som jeg har fået af at arbejde med dem. 

Tak for i læste med og på gensyn!