Institutionsbeskrivelse

Institutionsbeskrivelse

Jeg har nu været i Uganda i en måned, og jeg føler så småt jeg er begyndt at falde til. Vi bliver stadig mødt med forskelsbehandling og venlighed grundet vores hudfarve, det er dog ikke noget som påvirker mig negativt.

Jeg vil gerne give jer en beskrivelse af den skole jeg arbejder på. Det er en privatejet institution ved navn Happy Day Nursery School, som er ejet af Mr. Afayo Pontius Nuffiason og hans familie. Han har det overordnede ansvar. Hans største datter er sekretær og hans kone står i køkkenet og laver mad til børn og lærere. Han har børn både i Nursery, som består af en Babyclass, en Middleclass og en Topclass (svarende til det vi kender som børnehaven), og i Primary, som har klasser fra P1 til P7. Hans fremtidige planer er at Primary skal flyttes, og denne skole kun skal bestå af en Nursery School.

Vi lavede et interview med skoleinspektøren. Han sad i møde med to andre inspektører fra andre skoler i området, men hilste os ind og udsatte sit møde for at svare på vores spørgsmål. Det er virkelig en ting jeg skal vænne mig til. Det er faktisk ubehageligt at blive sat op på en pældistal, og set som værende bedre end andre.

Jeg er stadig lidt i tvivl om institutionens lovmæssige tilhørsforhold. Mr. Nuffiason fortalte at han ikke var underlagt nogle krav fra regeringen andet end at følge det undervisningsmateriale der er blevet dem pålagt. Han arbejder i samarbejde med PTA (Parents and Teacher Association), som er et forældreråd. Jeg tvivler dog stadig på om han ikke skal dokumentere overfor regeringen, hvordan arbejdet forløber på skolen. Vi fik stukket et dokument i hånden, hvorpå der står at Happy Day Nursery School har fået tilladelse til at

undervise i to år, hvor det herefter skal fornyes igen, hvortil jeg tænker, det er en måde at sikre sig skolen tilegner sig den nyeste nødvendige viden og at deres undervisning følger med udviklingen.

Happy Day Nursery School blev oprettet i år 2000, på baggrund af at børnene i området omkring region West Nile i Arua var så dårligt stillet hvad angår skolegang. Der har ikke været en eneste Nursery School i området indenfor det sidste årtusind, børnene måtte derfor tage til byen hvilket forværrede deres chancer for at komme i skole. Børnene gik derhjemme og ventede på at komme i Primary School. Her er de ca. syv år. Dette gør det svært for dem at følge med i undervisningen, da de ingenting har lært indtil nu. Mr. Nuffiason oprettede skolen for at give børnene den mest lærrige og effektive start på skolelivet. Skolens vision er at give børnene de bedste opvækstmuligheder. De er opmærksom på at yde omsorg over for børnene, støtte deres udvikling og socialisere dem, hvilket tydeligt kan ses, efter vi blot har været her en uge. Lærerne er meget engageret, dog halter undervisnings metoden lidt efter i Primary, hvor eleverne arbejder mens lærerne holder pause ude foran lokalerne. De kan dog komme derud og få rettet deres opgaver.

Mr. Nuffiason vil komme den dårlige opvækst til livs. Ud over at have fokus på at børnene skal lærer engelsk og matematik bliver de undervist i et godt helbred, en sund kost og i god opførsel. I går, fredag, havde de ”filming”, hvor de så musikvideoer om hvad god opførsel er og hvad de får ud af det. De bliver undervist i, at god opførsel resulterer i gud velsigner dem, deres forældre vil elske dem og de får materielle goder, hvilke jeg syntes er dybt upædagogisk. Dette er dog den første undervisnings lektion jeg har været uenig i, ellers er deres metoder rigtig lærerige, hvor de involvere børnene, eksempelvis at de får lov til at komme op og pege, skrive eller fortælle ved tavlen. De nyder at vise hvad de kan, og er meget aktive og engageret i timerne.

Skolen er opdelt i tre bygninger, som omringer skolegården. Omme bagved bor Mr. Nuffiason og hans familie. Skolen er omringet af et hegn med en stor blå gitter-låge. På vores venstre hånd ligger to lokaler, P3, P4 og P5. P4 og P5 deler lokale som er opdelt af en presenning. I forlængelse heraf ligger hans kontor. I midten ligger P1, P2, P6 og Babyclass. I den sidste bygning på højre side ligger Middelclass og Topclass som ligeledes deler lokale, og P7. Toiletterne ligger bag midtebygningen. De er opdelt i Nursery og Primary, tre til hver, som er et hul i jorden, afskærmet bag en dør. Skolegården er lille men funktionel. De har to gamle

rutschebaner, tre karruseller og en vippe. Det er placeret i siden langs hegnet. Resten af gården er til kropslig udfoldelse. De har store bilhjul de løber rundt med. Jeg har taget legetøj med fra Danmark. Vi gav dem et sjippe-bue-tov som både lærere og børn brugte flittigt. Børnene ville ikke hjem da de havde fri, og det blev pludselig til en fælles aktivitet mellem lærere, Nursery og Primary.

Skolen ligger lidt ude for Arua by og er omgivet af marker, hvor befolkningen arbejder i marken og geder og køer går løst. Det er et roligt område, og folk vi mødes til og fra skole er glade og imødekommende.

Skolens udgifter er finansieret af forældrene. De betaler tre gange om året, forskellige beløb alt efter hvilken klasse de går i. De betaler 130.000-240.000 shillings. Disse penge går til skoleuniformer, mad, løn til lærerne, bøger, aktiviteter og vedligeholdelse af skolen.

De ansatte der arbejder på skolen er alle lærere der har taget en uddannelse, så de kan undervise i Nursery. De lærere der arbejder i Primary, har efteruddannet sig. Flere af de ansatte er lærere der har arbejdet for regeringen som nu har trukket sig tilbage og nu valgt at arbejde privat.   

Mit helhedsindtryk af skolen er utrolig positivt og godt. Skoleinspektøren, lærerne og børnene er energiske, koncentreret og meget opmærksomme på hinanden, hvilket jeg finder meget vigtigt i et sundt lærringmiljø!

Sofie og jeg er stadig sultne på at opleve mere i dette skønne land. Men vi er dog også godt trætte hver eneste aften. Vi tager i skole kl. 8 og er hjemme ved en 18-19 tiden om aftenen fra hospitalet. Arbejdet er udfordrende, mere psykisk end fysisk. Vi er ved at være færdige med det første rum, hvor vi har malet hele alfabetet. Både børn og voksne er nysgerrige på hvad vi foretager os. Vi fik i torsdags stor ros af en af

forældrene til et sygt barn, der ligger på stuen. De syntes vi gjorde et smukt stykke arbejde, og var glade for vi var så søde og omsorgfulde over for deres syge børn.

Jeg finder jobbet mere grænseoverskridende, det tager psykisk hårdt på mig at være omringet af børn der er dødeligt syge. Vi er omringet af børneskrig og kanyler. Hver gang vi kommer og en af sengene er tomme, tænker man på om barnet har overlevet, man knytter et bånd, man ikke anede eksisterede. Men det stadig så livsbekræftende at gøre så lidt for børn, som har så stor en betydning.

Sofie og jeg har flere frivillige jobs i ærmet, dette vil jeg fortælle mere om på et andet tidspunkt.

Tak fordi i læste med og på gensyn!