13 ugers opdatering

Jeg har nu været her i 13 uger. Det har været 13 spændende og lærerige uger. Sofie og jeg vågner op hver morgen og er spændte på hvad en ny dag vil byde på.

Vi besøgte forrige weekend Masindi-pigerne. Michelle og jeg har besluttet at arbejde sammen til UMD eksamen, og vi vil derfor lave et musik-forløb med børnene på børnehjemmet. Det blev desværre ikke til noget p.g.a. dårligt vejr, så Sofie og jeg tager tilbage indenfor det næste stykke tid. 

Vores tur hjem blev dog noget af en oplevelse, da bussen lige var kørt og vi derfor skulle få to timer til at gå. Vi var trætte, sultne og uoplagte, og blev glade da bussen kom, jeg har dog aldrig oplevet en menneskemængde være så masende og barbariske, de råbte, skreg og bedte, man skulle tro det var den sidste bus de nogensinde ville få at se og vi kom selvfølgelig ikke med. Vi blev 15 minutter efter samlet op af en taxa, nu så vi endelig en mulighed for at komme hjem. Men jeg er dog ikke villig til at komme hjem for enhver pris. Chaufførene er ret pengegriske hernede. Vi skulle samles 12 mennesker i en 6 personers bil, der satte jeg grænsen! Det endte med Sofie og jeg blev smidt ud, og stod nu igen uden en kørelejlighed hjem. Der kom en mand, der syntes vi var blevet behandlet uretfærdigt, der fandt en taxa, hvor vi kunne sidde en mand pr. sæde og så gik turen ellers hjem mod Arua. Det tog os over 8 timer at komme hjem fra Masindi, hvilket jeg bestemt ikke ser frem til om kort tid igen, men man kan efterfølgende kun grine af det, vi er jo trods alt i Afrika.

Vi har fået færdiggjort vores malerarbejde på hospitalet, og er nu begyndt at sy på Life Stitches. Life Stitches ligger på hospitalets område, hvor de HIV-ramte kvinder kommer for at lære at sy og de så på sigt kan leve af dette. Vores tanke er at sy nogle ting, som vi vil sælge til vores familier og donere disse penge til Life Stitches.

I fredags besøgte vi radiostationen Arua One. Ritas søn, Patrick, arbejder på radiostationen. Han ønskede at lave et lille indlæg med os, som udgjorde en præsentation af os selv. Herudover blev vi opfordret til at rose og anbefale radio stationen til alle lytterne og afsluttende skulle vi oversætte deres motto til dansk. Det var en sjov oplevelse, og samtidig opleve det fællesskab der er på en radiostation, og hvor meget kropssprog og mimik der bliver brugt selvom det kun er stemmen der kan høres.

Vi har i weekenden været i Kampala, som har været en af de hyggeligste weekender jeg længe har haft. Sofie og jeg ankom sidst på eftermiddagen efter en 8 timers lang bustur. Vi tog som det første på en café som minder om McDonalds  virkelig lækkert og en god afveksling fra alle bønnerne. Vi besøgte bowlingcenteret i Garden City, vi tog på casino, og fik som det sidste en lækker body skrub, inden bussen gik tilbage til Arua.

I Kampala fik vi købt et myggenet der er formet som et telt, så nu sover vi under åben himmel hjemme hos Rita. Jeg har haft søvnproblemer her siden jeg kom, men den køllige sommerluft gør jeg næsten sover igennem om natten nu, det burde alle prøve, det skønt at falde i søvn under de klareste stjerner og vågne op til en blå himmel og fuglefløjt.

Sofie og jeg har skiftet klasse, da vi ikke syntes vi fik en større faglig viden af at være i middleclass. Det er en spændende forandring. Det virker til læreren gider børnene og børnene er glad for deres lærer. Der er gensidige smil. Læren er autoritær, men samtidig meget lyttende og engageret i børnene, hvilket er tydeligt at mærke på hele atmosfæren. Vi er meget spændte på at se hvad vi kan opnå her.

Jeg er så småt begyndt at opdatere mine læringsmål, så hold øje med opslaget ”læringsmål”.

Tak for i læste med og på gensyn!